Der er mange små og store udfordringer forbundet ved at forlade Forsvaret og blive civil. Så står du pludselig her, udenfor hegnet, og skal finde ud af, hvad erfaringerne som soldat kan bruges til herude.

Det kan være svært at oversætte dine færdigheder til civilt sprog. Det kan være svært at begynde som elev eller studerende et helt nyt sted med andre traditioner og vaner. Det kan være svært at holde kontakten med de gamle kammerater, som hurtigt bliver spredt over hele landet, flytter langt væk eller hjem igen.

Det kan også være svært at holde formen, holde dunken flad og ryggen rank, når du ikke længere har et job, hvor det bliver ordnet i arbejdstiden. Og så er der alle spørgsmålene fra nye kollegaer eller studiekammerater, som heller ikke altid er lige nemme at besvare tilfredsstillende.

Har du slået nogen ihjel?
Var det hårdt?
Savnede du din mor?
Har du så ptsd?
Hvor farlig er Rusland?
Var du på Slagelse Kaserne, så kender du da Morten, gør du ik?

Uanset, hvor mange krige du har været med i, bliver overgangen fra soldat til civil en af de største udfordringer, du har oplevet. Det lyder skørt, når man tænker på, hvad du allerede har været igennem, men sådan er det.

…for mange er noget mærkeligt noget, at et fornuftigt menneske kan savne krig.

Når du forlader Forsvaret, forlader du ikke bare en af Danmarks største arbejdspladser. Du forlader din enhed, din gruppe, en særlig kultur. Det er først nu, det bliver tydeligt, hvem du er, for nu træder du ud af flokken, alene. Det kan føles som et tab af identitet. At du mister soldaten.

Men du mister aldrig soldaten, du træder ud i et tomrum, ja, men det er, fordi du nu – for første gang i dit liv – selv skal skabe en identitet. Det har du aldrig prøvet før.

Soldateridentiteten fik du sammen med din baret, da du begyndte som værnepligtig, men nu skal du selv lave en. Det kan føles befriende, men også usikkert, tungt og svært. Det vigtigste spørgsmål, du skal stille dig selv, er derfor:

Hvem er du nu?

Det er 13 år siden jeg forlod Hæren, og jeg har brugt alle de år på at besvare det spørgsmål, og det er der nu kommet en guide ud af, Civilian Survival Guide.

Det er 14 kapitler fyldt med gode råd til tidligere soldater, der gerne vil være civile for alvor. Det er sådan, jeg sælger den. Det er blandt andet råd om, hvordan du bliver venner med tvivlen, som er overalt herude. Hvad du kan skrive i dit CV. Hvorfor det er vigtigt at holde kontakten med de gamle kammerater. Hvordan du bedst spørger om hjælp, hvis du får brug for det. Og hvorfor du skal lære at elske din nutid.

En udsendelse bliver meget hurtigt lidt federe, end den faktisk var. Det er et særligt trick, hukommelsen kan.

Den sidste vil jeg gerne dvæle lidt ved her; at elske sin nutid. Det er fra det 9. kapitel i guiden:

Jeg mødte engang en Kroatien-veteran, som stadig gik rundt med sit hundetegn, 20 år efter han stoppede som soldat. Da jeg spurgte hvorfor, svarede han:

“Fordi det er det eneste arbejde, jeg har haft, som jeg har været rigtig stolt af.”

Det tænkte jeg meget over i bilen på vej hjem. Hvad det betyder, hvis et menneske skal 20 år tilbage for at finde noget, han er rigtig stolt af. Hvad betyder det for livet nu?

Siden har jeg hørt noget lignende fra mange andre tidligere soldater.

At de aldrig kommer til at opleve noget så vildt, så godt, så fantastisk igen, og nu læser de HF, kører taxa, er pædagoger, murere, journalister, på kontanthjælp eller vagter i et storcenter.

De lever som pensionister, hvor de ser tilbage på en storhedstid, som nu er slut, og nu er der kun flade dage tilbage. Livet har toppet, og det er sgu for tidligt, for mange af dem er i 40’erne, og nogle af dem er yngre.

Jeg har holdt foredrag om præcis det. At savne sin soldatertid, sin udsendelse, sin storhedstid. Det er godt stof at tale om, fordi det for mange er noget mærkeligt noget, at et fornuftigt menneske kan savne krig.

Jeg slutter foredraget sådan her:

»Hvis I en dag møder en veteran, der har det svært, så er det ikke nødvendigvis, fordi den person har oplevet noget, der var så traumatisk, at det nu er svært at komme sig. Det kan også sagtens være, at den veteran har oplevet noget, der var så godt, at alting føles fladt nu. Måske sidder den gamle kriger og synes, at det er trist, krigen er slut.«

Hvis du har det sådan, skal du i første omgang erkende det. At du savner det. At du tænker på det for tit. At det er en slags hjemve, der sidder et sted i udkanten af bevidstheden og forstyrrer. Du skal spørge dig selv: Savner jeg det, fordi det var helt fantastisk? Eller savner jeg det, fordi min nutid mangler noget? Du skal udforske den følelse, fordi du er nødt til at forstå den.

Men i første omgang er din hukommelse sikkert fucked. En udsendelse bliver meget hurtigt lidt federe, end den faktisk var. Det er et særligt trick, hukommelsen kan.

Det ved jeg fra de soldater, som først blev civile, men siden søgte tilbage til Forsvaret og lod sig udsende igen. De slukkede savnet med en ny flybillet, en ny mission, og det interessante i den her sammenhæng er, hvor hurtigt den følelse blev vekslet til: Okay, det her er jo bare det samme shit igen.

Du var awesome i uniform, nu er det tid til at være awesome til noget andet

Hvorfor sagde jeg ja til det én gang til?

Det kan minde om en gammel kæreste. Du slog op med hende, fordi hun var dybt vanvittig. I gik hver til sit, og det gik fint. Du følte dig fri og var faktisk på vej videre. Men så drak du dig fuld en aften og skrev til hende igen, fordi du lige havde glemt, hvor vanvittig hun var.

Der findes soldater, som er blevet udsendt både anden, tredje og fjerde gang på den måde. Jeg kender en håndfuld. Hvis du savner det så meget, skal du måske søge tilbage til Forsvaret, og det vil jeg godt kunne forstå. Men nu sidder du med Civilian Survival Guide, og så må du sgu arbejde med det savn.

Hun var jo vanvittig.

Husk på alle de latterlige ting, der også er ved at være soldat. Det er en god måde at bremse savnet. Du skal huske dig selv på alt det, du slipper for nu.

Du savner ikke at sidde i en pansret bil i timevis med alt dit grej på og vente på fjenden, på mørket, på chefen. Der er alt for meget frysetørret mad, vabler og våde sokker. Du får nærmest ingenting i løn, og skal du på en uges øvelse, kan du være sikker på, at det begynder at regne om mandagen.

Du savner ikke at gå i takt, at få tåregas i halsen, at grave stående skyttehuller i en frossen skov, at spise mad, der knaser af sand, at knæle ned på et tomt hylster i Brikby og mærke smerten helt op i løgene. Det savner du virkelig ikke.

Du skal fremad, op og videre. Du var awesome i uniform, nu er det tid til at være awesome til noget andet. Du bliver nødt til at leve dit liv, som om tiden går, for det gør den. Du har mange ting at være stolt af, mange flere end de fleste, og den liste kan sagtens blive længere.

Hvad glæder du dig til?

Jimmy Solgaard
Udsendt på ISAF 6, JDR.
Civil siden 2010 og forfatter til Civilian Survival Guide.

⁠Læs mere om / køb Civilian Survival Guide her⁠

Apple podcast:

https://podcasts.apple.com/us/podcast/udenfor-hegnet/id1608248043

Spotify:

https://open.spotify.com/show/7IneC8k5TTvs25l3XAamNK

Google podcast:

https://podcasts.google.com/feed/aHR0cHM6Ly9hbmNob3IuZm0vcy84MTgyNWM2OC9wb2RjYXN0L3Jzcw

Udenfor Hegnet facebook side: https://www.facebook.com/udenforhegnet