Engell: Trine Bramsen er på vej i krise efter kritik

Forsvarsministeren har igen fået kritik, denne gang fra Forsvarets personel, for udtalelser om forsvarschefen.

Trine Bramsen. Foto: C Sundsdal - Forsvaret

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har fået flere problemer, efter at Forsvarets personel tirsdag aften har kritiseret hende i et debatindlæg i Berlingske.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

– Trine Bramsen er på vej ud i en krise. Enhver forsvarsminister er jo afhængig af at have et godt og tillidsfuldt forhold til Forsvarets chefer og medarbejdere.

– Trine Bramsen har på et par punkter formuleret sig sådan, at i hvert fald dele af Forsvaret er særdeles utilfredse, siger Hans Engell, der selv var forsvarsminister fra 1982-1987.

Bag debatindlægget i Berlingske står formændene for fem store foreninger på forsvarsområdet – fagforeninger for soldater i aktiv tjeneste, veteraner og interesseorganisationer.

Blandt underskriverne er Niels Tønning, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD). Også Jesper Korsgaard Hansen, formand for Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS), står bag.

LÆS OGSÅ :  Bramsen forsvarer Ærø-tur: Forhindrede ingen beslutninger

Trine Bramsen fortalte i slutningen af januar til netmediet Olfi, at hun anser forsvarschefen for at være en “styrelseschef” på linje med øvrige chefer i den offentlige forvaltning.

Det har ført til kritik, blandt andet fra de tidligere forsvarschefer Peter Bartram, Christian Hvidt og Jesper Helsø, som lørdag over for DR kritiserede Trine Bramsen.

– Enhver, der kender Forsvaret indefra, ved, at det er en nedvurdering af Forsvarets øverste militære leder, siger Hans Engell og uddyber:

– Forsvarschefen er ikke en styrelseschef, han er ikke som en direktør i Skattestyrelsen eller Miljøstyrelsen.

– Forsvarschefen har adgang til dronningen, forsvarschefen deltager indimellem i møder i regeringens sikkerhedsudvalg, forsvarschefen står for de centrale beslutninger, når en regering og Folketinget beslutter, at Danmark skal i krig.

LÆS OGSÅ :  Konservative har fået nok: Farvel til Bramsen som minister

– Forsvarschefen har ansvaret for, at vores unge mænd og kvinder er uddannet, så de kan slås for Danmark, både herhjemme og i udlandet.

– Derfor har forsvarschefen en helt anden position og symboliserer noget helt andet og større, end det at være chef for mange andre styrelser, siger Hans Engell.

Den politiske kommentator mener, at der kun er ét at gøre for Trine Bramsen.

– Hun bliver simpelthen nødt til lige at tage en knæbøjning og sige, at selvfølgelig har hun klart den opfattelse, at forsvarschefen ikke bare er en almindelig styrelseschef.

– Det er en, der repræsenterer en myndighed med et helt andet og større ansvar end de fleste styrelseschefer, siger Hans Engell.

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  1. Enhver styrelseschef kan komme med alle disse argumenter for, at netop deres styrelse er speciel og vigtig. Det ligger i sagens natur, da alle disse har høje og specielle stillinger. Det er almindeligt i resten af verden, at man har en funktionel titel og et organisatorisk niveau. Hvis dette er den væsentlige uenighed, er det lidt primadonna agtigt. Hvis vi absolut skal ville ind i denne debat, var det godt hvis den fokuserede på noget substantielt.