Efterretningstjeneste: Kabuls fald kom hurtigere end ventet

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderede, at det var “mindre sandsynligt”, at Taliban overtog Kabul i 2021.

U.S. Marines ved et Evacuation Control Checkpoint (ECC) under evakueringsoperationen ved Hamid Karzai International Airport, Kabul, Afghanistan, Aug. 21. Foto: Victor Mancilla

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) undervurderede, hvor hurtigt Taliban ville overtage magten i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det skriver FE i en pressemeddelelse.

Det var “mindre sandsynligt”, at Kabul ville falde i 2021. Og det blev orienteret til Folketingets partier på en briefing 9. august.

“…det har vist sig, at vores vurdering simpelthen var for optimistisk.”

Det var FE’s vurdering “indtil umiddelbart før Talibans magtovertagelse”. 15. august havde Taliban kontrollen med Kabul.

– Det var ikke en overraskelse, at Kabul faldt, men hastigheden, som det skete med, havde vi ikke anset som sandsynlig, siger Svend Larsen, fungerende chef for FE, i pressemeddelelsen.

– Vi baserede vores vurderinger på det efterretningsgrundlag, vi havde til rådighed fra blandt andet egen indhentning, Forsvaret og internationale partnere, men det har vist sig, at vores vurdering simpelthen var for optimistisk.

LÆS OGSÅ :  De unævnelige faldne

FE oplyser videre, at efterretningstjenesten løbende har vurderet sandsynligheden for, at Kabul ville falde i hænderne på Taliban.

Erfaringerne vil nu blive inddraget i den videre proces.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har tidligere forklaret, at analyser og efterretninger om situationen i Afghanistan var “helt afkoblet fra virkeligheden. Det kalder på selvransagelse”.

Ifølge klassificerede dokumenter, som Berlingske har set, advarede chefen for de danske styrker dog allerede i juni i en rapport om, at den afghanske hær var i opløsning, og at Taliban rykkede hastigt frem mod hovedstaden Kabul.

LÆS OGSÅ :  Bramsen forsvarer Ærø-tur: Forhindrede ingen beslutninger

Chefen for de danske styrker i Afghanistan kommer dog ikke med et nøjagtigt bud på, hvornår Taliban kunne forventes at indtage Kabul.

I Forsvarsministeriet oplyste presseafdelingen til Berlingske, at hverken ministeriet eller forsvarsminister Trine Bramsen (S) har modtaget ugerapporten – eller kendte indholdet af den.

Hos Udenrigsministeriet var meldingen følgende:

– På baggrund af arkivsøgning ses hverken Udenrigsministeriet eller udenrigsministeren at have modtaget den omtalte rapport.

Danmark og andre vestlige lande er i fuld gang med at evakuere statsborgere og lokalt ansatte afghanere fra lufthavnen i Kabul efter Talibans magtovertagelse.

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *