Danske soldater i Kabul fandt det svært at skulle prioritere

Det er hårdt at se mennesker i nød. Alligevel skal der prioriteres, fortæller netop hjemvendt chef for Jægerkorpset.

Afghanere boarder en USAF C-17 i Kabul_Foto Rune Dyrholm, Forsvaret

I et kapløb med tiden har danske soldater i Afghanistan de seneste to uger forsøgt at redde alle de mennesker, de kunne.

Det fortæller chefen for Jægerkorpset, oberstløjtnant Jens Blomqvist, i et interview med Nordjyske, efter at soldaterne fredag aften landede i Aalborg.

Ifølge Jens Blomqvist var danskernes opgave at evakuere de personer, der stod på Udenrigsministeriets liste.

– Mine soldater er også fædre, og det er hårdt se mennesker – børn – i nød. Alligevel skal der foretages en benhård prioritering, fortæller chefen for Jægerkorpset til Nordjyske.

Han beskriver scenerne omkring lufthavnen i hovedstaden Kabul som “en genbrugsplads, der var sprunget i luften”.

Men når først passagererne var på plads i flyet, bredte der sig en stemning af lettelse, og soldaterne “så børnene smile”, som Jens Blomqvist beskriver det.

LÆS OGSÅ :  Venstre: Militærrapport om Afghanistan viser regeringens fejl

Siden den militante bevægelse Taliban indtog Kabul den 15. august og overtog magten i Afghanistan, har mange lande haft travlt med at evakuere egne statsborgere og lokalt ansatte afghanere og deres familier.

Samtidig har tusindvis af afghanere forsøgt at flygte, og kaos har hersket i lufthavnen.

Torsdag kulminerede den kaotiske situation, da et selvmordsangreb ramte nær lufthavnen og dræbte mindst 72 afghanere og 13 amerikanske soldater.

Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har taget skylden for selvmordsbomben.

Jens Blomqvist fortæller, at den danske mission de seneste uger har handlet om at “redde alle de mennesker, vi overhovedet kunne”.

– Det handlede også om at opnå en vis forståelse med Taliban. Vi havde jo en slags fælles interesse – de ville gerne have os ud af landet så hurtigt som muligt, og vi ville gerne have de her mennesker med, forklarer Jens Blomqvist.

LÆS OGSÅ :  Danmark har betalt Storbritannien for at tage imod tolke

Piloten GIR fortæller til Nordjyske, at den danske indsats potentielt har reddet 1000 menneskeliv. Alle piloter i Flyvevåbnet har af sikkerhedshensyn et pseudonym på tre bogstaver.

Imens kalder chefen for Flyvestation Aalborg og Air Transport Wing, oberst Lars Christian Hedemark, indsatsen for “historisk”.

Da et Hercules-transportfly landede på Flyvestation Aalborg tidligt fredag aften med det sidste danske udstyr og personel, blev der sat punktum for omkring 20 års militær tilstedeværelse i landet.

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *