Danmark og allierede fordømmer russiske lejesoldater i Mali

Sammen med 14 andre lande fordømmer Danmark udsendelsen af lejesoldater fra russisk privathær til Mali.

Task Force Takuba er en multinational specialstyrke operation. Foto: EMA/Franska försvarsmaktens högkvarter

Danmark og 14 allierede lande fordømmer torsdag udsendelsen af en række russiske lejesoldater til Mali.

Det sker i en fælles udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er lejesoldater fra den russiske privathær Wagner, der er blevet udsendt til det vestafrikanske land. Også Norge, Tyskland, Frankrig og Storbritannien er blandt de lande, der står bag udtalelsen.

I midten af december vedtog EU’s medlemslande sanktioner mod Wagner.

Ifølge EU’s medlemslande har Wagner rekrutteret, trænet og sendt militære styrker til konfliktzoner rundt omkring i verden.

Det har angiveligt ført til mere vold i områderne og til intimidering af civile. Ifølge EU er der tale om brud på international lov og på menneskerettighederne.

Ifølge Vesten er Wagner til stede i konfliktzoner for at sikre russiske private og statslige interesser i lande som Ukraine, Syrien, Libyen og altså Mali.

LÆS OGSÅ :  10 lande øger militær øvelsesaktivitet i Østersøen

Torsdagens udtalelse er den første, hvor flere vestlige lande anerkender, at der er blevet sendt russiske lejesoldater til Mali.

– Denne udsendelse kan kun ende med yderligere at forværre sikkerhedssituationen i Vestafrika, skriver de 15 lande.

De vestlige lande mener, at Malis regering burde bruge penge på at styrke sit eget forsvar fremfor at leje soldater fra Rusland.

Mali har haft store udfordringer med at bekæmpe et radikalt islamistisk oprør, der opstod i landets nordlige del i 2012.

Det har siden da kostet tusindvis af civile og militærfolk livet.

Det er særligt personer med tilknytning til de militante grupper Islamisk Stat og al-Qaeda, der har stået bad de blodige angreb. Det skriver BBC.

LÆS OGSÅ :  Største danske udsendelse af mandskab og materiel i 23 år

Danmark har bidraget til FN-missionen Minusma i Mali siden 2014. Danmark har blandt andet tre gange stillet et transportfly til rådighed for missionen.

Til januar sender Forsvaret endnu et bidrag til Mali.

Bidraget vil bestå af blandt andet specialoperationsstyrker, kirurger og stabsofficerer. Derudover vil regeringen genudsende et transportfly til FN’s mission i Mali, MINUSMA.

Der er er pt. tusindvis af udenlandske soldater i landet i et forsøg på at øge sikkerheden.

Frankrig, der er en tidligere kolonimagt i området, har omkring 5100 soldater fordelt i Sahel-regionen, der dækker over en stribe lande.

Malis regering blev sidste år væltet ved et militærkup.

Landets nye ledelse anføres af militærmanden Assimi Goïta. Han har dog ikke haft succes med at bremse de mange angreb i Mali.

/ritzau/AFP

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *