Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fritaget fra tjeneste

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste er fritaget fra tjeneste. Politidirektør er indsat midlertidigt.

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen. Foto: FE

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, er fritaget fra tjeneste indtil videre. Det samme er to andre ledende medarbejdere.

Det oplyser Forsvarsministeriet på sin hjemmeside.

Politidirektøren fra Midt- og Vestsjællands Politi, Svend Larsen, er indsat som fungerende chef.

Forsvarsministeriet ønsker mandag morgen ikke at give yderligere informationer om sagen.

Forsvaret har været ramt af en række større sager den senere tid.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) meddelte i begyndelsen af august, at det havde indledt en “særlig undersøgelse” af FE.

Det skete, efter at tilsynet kom i besiddelse af “en betydelig mængde materiale vedrørende FE”.

– Materialet har en sådan karakter, at tilsynet besluttede at fokusere sin kontrol af FE med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de foreliggende omstændigheder, lød det i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ :  Tidligere FE-chef Thomas Ahrenkiel bliver fritaget fra tjeneste

Tilsynet kom allerede i besiddelse af det hidtil ukendte materiale i november 2019.

TET har til opgave at kontrollere Forsvarets Efterretningstjeneste, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Center for Cybersikkerhed (CFCS). Tilsynet leverer hvert år redegørelser til justitsministeren og forsvarsministeren.

Redegørelsen om PET og CFCS lå klar i begyndelsen af august, men som følge af de nye oplysninger blev redegørelsen om FE skubbet til september.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, kalder sagen “stærkt bekymrende”.

– Det er ikke hver dag – faktisk er det ekstremt sjældent – at en chef for en efterretningstjeneste bliver sendt hjem på denne her måde.

LÆS OGSÅ :  Tilsyn advarede om kritisable forhold i FE allerede i 2017

– Lige nu kender vi ikke engang begrundelsen, men jeg tænker bestemt det har offentlighedens interesse, siger hun.

Rosa Lund mener “bestemt ikke”, at der er kontrol nok med hverken Politiets Efterretningstjeneste eller Forsvarets Efterretningstjeneste.

– Faktisk har vi svært ved at finde ud af, bare hvor mange penge de får, og hvad de bruger dem til. Så det er et område, hvor der klart er behov for mere demokratisk kontrol, mener hun.

Forsvarsordførerne er ikke indkaldt til orientering endnu, men flere regner med at blive det.

 

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0