Den danske lejr på Balkan lukker i januar. Camp Olaf Rye er ikke længere danske soldaters tilholdssted, og fremover skal danskerne bo sammen med franskmænd i Novo Selo. Kosovo blev anerkendt som selvstændig stat i 1998, og siden er de politiske, økonomiske og sociale forhold blevet så stabile, at NATO nu nedtrapper sine aktiviteter.
Derfor reduceres antallet af blandt andet danske soldater i området, så der fremover kun vil være 180 danske soldater mod de nuværende 300.
Flytningen fra Camp Olaf Rye (COR) til Camp Maréchal de Lattre de Tassigny finder sted i løbet af januar måned. Den nye lejr ligger ca. en halv times kørsel fra COR, og ingeniørerne er i fuld gang med at pille containere ned i COR.
”Der er 350 mand i lejren hvert halve år, og de har alle et ønske om at lave deres lille finesse på containeren. Det skal vi nu skille ad, få ledningerne fri, frigøre containeren og transportere den til Novo Selo, siger Jesper Aggerholm, oversergent, ingeniørdetachementet i Kosovo til Hok.dk. Camp Olaf Rye er stor, soldaterne har boet på tomandsstuer, og spist frikadeller og brun sovs i cafeteriet. Fremover står menuen på frølår og fiskesuppe i den franske lejr.