Bramsen forsvarer Ærø-tur: Forhindrede ingen beslutninger

Det havde været et bedre signal, hvis hun ikke var taget til Ærø, da Kabul faldt, medgiver Trine Bramsen.

Arkivfoto: Trine Bramsen i åbent samråd i Forsvarsudvalget om forsvarsministerens ophold på Ærø

Det gjorde ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) ingen forskel, at hun 15. august var på Ærø, da den islamistiske, militante bevægelse Taliban tog kontrol med Afghanistans hovedstad, Kabul.

Fredag var hun indkaldt i et samråd i Folketinget for at forklare, hvorfor hun befandt sig på et besøg på Ærø, samtidig med at den afghanske hovedstad skiftede hænder.

– Er nogen blevet evakueret senere, fordi jeg ikke søndag morgen vidste, at lufthavnene ville bryde sammen søndag over middag? Det er der ikke, siger forsvarsministeren.

– Jeg har været disponibel på min telefon og kunne besvare alle anmodninger. Og det har jeg gjort. Der er ikke én beslutning, der ikke er blevet truffet.

LÆS OGSÅ :  Fotoserie: Leopard 2 kampvogn

15. august var forsvarsministeren på besøg hos Marinehjemmeværnet i Svendborg og bagefter på besøg hos Ærøs socialdemokratiske borgmester. Turen har tiltrukket sig kritik af flere årsager.

Dels har flere partier ønsket svar på, hvorfor forsvarsministeren var på et besøg, der ikke var forsvarsrelateret, på Ærø, mens Kabul faldt.

Dels har flere i oppositionen fundet det kritisabelt, at ministeren blev fragtet til sit partibesøg på Ærø i et af Marinehjemmeværnets fartøjer.

På samrådet fredag medgiver forsvarsministeren, at hun i dag ville ønske, at hun ikke var taget til Ærø.

– Hvis der nogen, der havde ønsket at være et andet sted og havde vidst, hvad der skete i løbet af søndagen, så var det da mig, siger Trine Bramsen.

LÆS OGSÅ :  Dansk oberstløjtnant beretter om intens Afghanistan-mission

– Ville jeg gerne lave det om? Ja, selvfølgelig vil jeg da gerne det.

– Det ville så ikke have været anderledes, end at jeg havde siddet et andet sted med den selv samme telefon. Men det havde da sendt et bedre signal. Det tror jeg da, står klart for alle.

Tidligere fredag var forsvarsminister Trine Bramsen sammen i udenrigsudvalget med udenrigsministeriet for at svare for, hvorfor regeringen ikke var bedre forberedt på de danske evakueringer fra Afghanistan.

Her forklarede både udenrigsministeren og forsvarsministeren, at det efter deres mening ikke var muligt for den danske regering at forudse udviklingen i Afghanistan.

 

 

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *