”Det er også min hær”
Bogen er ikke ny; budskabet ej heller. Alligevel sætter bogen nogle tanker i gang. Man kan være enig eller uenig, men ikke ligeglad med oberst Lars Møller i bogen ’Det danske Pearl Harbor – Forsvaret på randen af sammenbrud’.
Bogen udkom for omtrent lige så lang tid siden, som det ville tage at bestille og modtage tre omgange computermus – for nu at bruge Lars Møllers eget eksempel. Eksemplet går på, at han som chef for Hærens Kampskole oplevede, at det tog 7½ måned, fra skolen bestilte en mus hos forsvarets koncernfælles it-tjeneste, til musen var fremme hos brugeren.
’Det danske Pearl Habor’ handler i høj grad om reorganiseringen af forsvaret i forbindelse med forrige forlig. Ovennævnte eksempel er kun ét i en lang række, som forfatteren opridser.
Lars Møller skriver mange gange, at han ikke kritiserer den enkelte medarbejder, der blot løser sit arbejde. Han kritiserer en struktur, der strider mod sund fornuft, og som skaber mudrede kommandoveje og lemfældig sagsbehandling.
Historik – den korte version
Lars Møller beskriver kort grundlaget for at reorganisere forsvarets struktur, som man gjorde det i forbindelse med forsvarsforliget i 2005. Det var her, at man indførte de funktionelle tjenester; en række tjenester, der skulle støtte den operative struktur. Det lød som en god idé. For hvorfor skulle der sidde folk ved hver enkelt myndighed og slås med administration, når det kunne centraliseres, og man dermed kunne samle ekspertise og opnå synergi?
Man tog imidlertid ikke kun en byrde fra garnisonerne. Man tog også myndighedschefens mulighed for at råde over eget personel; på samme måde som en del af personellet overgik til de funktionelle tjenester og således ikke længere var underlagt chefen på stedet.
Møller kommer med eksempler på følgevirkninger heraf. Som når han lader læseren forstå, at Forsvarets Personeltjeneste i en periode kunne finde på at ringe til soldaten privat og bede de pårørende, der måtte tage telefonen, overbringe soldaten beskeden om, at han eller hun skulle udsendes … Det er dog ikke udelukkende de funktionelle tjenester, der står for skud. Det er også en holdning, hvor sagsbehandling ophøjes til et mål i sig selv:
Medlemmer af eksempelvis Forsvarskommandoen, der vender hjem med værdifuld erfaring efter en udsendelse, ville normalt skulle nyttiggøre denne erfaring ved uddannelse af næste hold, der skulle af sted. Men der findes en del eksempler på, at den pågældendes chef i Forsvarskommandoen har meddelt, at der desværre ikke var tid til at støtte denne mindreværdige aktivitet, fordi den højere sagsbehandling var vigtigere.
Og hvad så nu?
Bogen taler ikke for at rulle tingene tilbage som i ’de gode, gamle dage’. Den taler til gengæld om opnødvendighed af en brat opvågning, hvad titlen også antyder. Som forfatteren skriver: ”Jeg ved ikke, hvor længe det går, jeg ved kun, at det ikke kan blive ved med at gå.”
I slutningen af bogen kommer han med nogle konkrete forslag til, hvad man kunne gøre – som i kapitlet ”De fremtidige muligheder”:
Den lokale styring og koordination må genskabes så hurtigt som overhovedet muligt. Det gøres ved at lade én person få kontrollen over de aktiviteter, der foregår på Forsvarets tjenestesteder (…) Man kunne give den pågældende garnisonskommandant, flyve- og flådestationschef taktisk kontrol over de mange forskellige myndigheder, der er repræsenteret på tjenestestedet.
Bogen er meget personlig og udtryk for subjektive betragtninger. Forfatteren søger dog løbende at begrunde disse. Skal man fremføre en kritik, er det, at den visse steder næsten er for personlig og får karakter af ét langt debatindlæg. Det ændrer dog ikke på, at den to år gamle bog stadig er aktuel og læseværdig for dem, der er interesseret i eller måtte ønske at forstå debatten om forsvarets organisation. Bogen er et befriende ærligt og ucensureret bidrag hertil.
Man er ikke i tvivl om, at baggrunden for Møllers kritik er en stor veneration for systemet og ikke mindst for soldaterne. Han medgiver, at nogle vil kunne spørge, hvorfor han ikke er smuttet, hvis han er så utilfreds.
”Svaret er simpelt,” skriver han.
>Det er også mit forsvar, og det er også min hær.
Kommentare