Boganmeldelse : Blindt ind i Basra

Tryk for stort billede

”Jeg tror, at elimineringen af Husseins militære magt og befrielsen af Irak vil blive en cakewalk.”

Således lød det fra en nykonservativ rådgiver i Pentagon, Kenneth Adelman. Med en ’cakewalk’ refererer han til en selskabsdans, og de få ord rummer essensen af optakten til Irak Krigen. En forblindelse over egne muligheder. En forvissethed om, at der kun var én vej til sejr, og at folket ville stå for enden af den vej og hilse befrierne velkommen. En fortrængning af fakta, der medførte, at også den danske regering var med til at gå blindt ind i Basra, som bogens titel lyder.

De tre journalister, der har skrevet bogen, har ikke lavet en skriftlig version af ”Den hemmelige krig”. Her er ikke tale om effekt mættet propaganda med et ensidigt budskab. Derimod er der tale om et velskrevet og veldokumenteret værk, der konstruktivt kritisk forholder sig til forløbet op til Irakkrigen og til den danske tilbagetrækning.

Irakkrigen fik opfyldt sit første mål; at vælte Saddam Hussein. Han blev fanget, dømt og henrettet. Men derefter fulgte mange ofre. Blandt soldater og deres pårørende. Blandt den irakiske civilbefolkning. Og blandt den amerikanske civilbefolkning. Et bud på de samlede omkostninger for amerikansk deltagelse i krigen lyder således på 3.000 milliarder dollars til dato (februar 2008; se side 14). George Bush måtte på samme tid erkende, at krigen havde haft en negativ effekt på den amerikanske økonomi.

Herhjemme betød opgaven andre udfordringer for forsvaret. Annemette Hommel blev et kendt navn, hvis sag illustrerer, at de forberedende øvelser ikke var gjort godt nok. Hvilke regler gjaldt for hvem hvornår? Hvad betød det, at danskerne ikke havde samme magtbeføjelser som briterne, men var indsat under deres kommando? Det synes selvsagt, at det er noget, man må forholde sig til, men ville eller turde man ikke fra politisk hold? Som Mikkel Vedby Rasmussen, chef for Dansk Institut for Militære Studier, siger (side 102):

”De danske soldater skulle ifølge Folketinget altså ikke i krig – nej, de skulle blot ned og deltage i en stille operation og sikre, at Irak blev et stabilt og fint land. Og hvad sker der så: Soldaterne kommer ned til en virkelighed, der bare ikke stemmer overens med, hvad et bredt flertal af Folketinget har kunnet blive enigt om. Det ved briterne selvfølgelig godt; de har jo været med til at invadere landet. På den måde kolliderer virkeligheden i Irak fuldstændig med, hvad der er politisk opportunt hjemme i Danmark. Men man bliver altså indhentet af det, når man på den måde lader sine danske soldater i stikken.”

I Washington valgte daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld at lade sine nykonservative åndsfæller råde frem for at lytte til militære eksperter, der konstaterede, at den påkrævede styrke var langt større end den, der blev indsat. Anbefalingen lød på 500.000 amerikanske soldater. Virkeligheden på 140.000.

Senere sendte man en anden Rumsfeld støtte, Paul Bremer, til Bagdad og gav ham rollen som civil administrationschef. Trods protester fra de folk, der havde været der før ham, valgte han at først at fyre den irakiske centraladministration og derefter hele hæren. Et valg, der med et trylleslag skabte et par hundrede tusinde utilfredse irakere – samt deres familier, der nu havde mistet den primære indtægtskilde.

Bogen er et bidrag til debatten om Irak, og den kan stærkt anbefales. Det er let at påstå, at alt meget nemt kunne have været gjort meget bedre. Men med de menneskelige og økonomiske omkostninger, som krigen har haft – og stadig har – er det vel ikke urimeligt at spørge, om man virkelig var så forblændet, at man glemte at tænke sig om.