Atomdrevet hangarskib kommer til Aarhus

Det bliver formentlig et tilløbsstykke, når det fransk hangarskib Charles de Gaulle kommer til Aarhus i marts.

Franske hangarskib Charles de Gaulle - Foto: Petty Officer 3rd Class Skyler Okerman

Et af verdens største hangarskibe, det franske “Charles de Gaulle”, kommer til Aarhus den 29. marts.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag.

Dermed kan Aarhus og de nordjyske kyster måske se frem til samme tilløbsstykke som da den atomdrevne russiske ubåd “Orel” i 2018 sejlede igennem dansk farvand.

Her stimlede mange danskere sammen på kysterne på blandt andet Langeland og Sjælland, hvor den russiske atomubåd passerede tæt forbi.

Besøget fra “Charles de Gaulle” sker i forbindelse med, at en dansk fregat bidrager til såkaldt samsejlads med den franske hangarskibsgruppe i Nordatlanten.

Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslår, at besøget fra det franske hangarskib er tegn på det gode forhold, som Danmark og Frankrig har bygget op på det militære område.

– Bidraget er endnu et led i styrkelsen af vores tætte samarbejde med Frankrig. Vi arbejder tæt sammen for stabilisering i Sahel-regionen, for retten til fri sejlads i Hormuzstrædet og nu samsejlads i det nordlige Atlanterhav, siger Jeppe Kofod.

Billedeserie: Ombord på verdens største våbensystem

Sidste år sejlede fregatten “Niels Juel” med det 261 meter lange franske hangarskib, der kan fragte 22 kampfly.

Den danske fregats opgave er at passe på det franske hangarskib, der er opkaldt efter en af landets mest betydningsfulde præsidenter.

– Vi er sammen om sikre, at Europa tager et større ansvar. Det gavner Danmarks og vores allieredes sikkerhed og understreger Danmarks meget aktive udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje, siger Jeppe Kofod og tilføjer:

– Jeg ser frem til, at vi for første gang nogensinde kan byde en fransk hangarskibsgruppe velkommen i dansk havn.

Det er dog ikke første gang, at et hangarskib besøger dansk farvand. I juni 1958 leverede det amerikanske hangarskibet “USS Tripoli” kampfly til Danmark og anløb dengang Nørresundby havn.

Tekniske specs: Charles de Gaulle (R91)

Deplacement (Vægt) 42.000 tons
Længde 261.5 meter
Bredde 64.36 meter
Dybgang 9.43 meter
Hastighed 27+ knob (50+ km/t)
Rækkevidde Stort set ubegrænset
Fly og -faciliteter 40 fly:
*Dassault Rafale
*Super Étendard
*E-2C Hawkeye
*SA365 Dauphinhelikopter

 

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0