Kamikaze; Japans Dødspiloter. Selvmordet som våben i fortid og nutid.
Selvmord som våben, er et fænomen som stort set alle har mødt i medierne. Der er ikke mange, som ikke husker hvor de var d. 11. september, eller som ikke har hørt om selvmordsbombere i mange af verdenens brændpunkter. I forbindelse med angrebet på Twin Towers i New York, var der flere som begyndte at drage paralleller til den sidste USA fjende, der brugte selvmordet som våben, nemlig Japan. Men var det de samme faktorer som gør og gjorde sig gældende for fanatiske terrorister og de unge japanske piloter?
Med udspring i dette spørgsmål behandler Albert Axell og Hideaki Kase spørgsmålet, med klare og tydelige linjer mellem nutiden og fortiden. Emnet bliver behandlet på en grundig måde, både med de militære detaljer og overvejelser, men i høj grad også de ganske specielle omstændigheder der skabte en kultur, hvori Kamikaze udsprang. Udover en beskrivelse af Kamikaze-fænomenet, bliver der perspektiveret til andre eksempler fra anden verdenskrig, da både de allierede og aksemagterne planlagde og i nogen udstrækning brugte doktriner og maskiner, som medførte utrolig høj dødelighed for soldaterne.
I den forbindelse kommer man ind på en af bogens kernesager, nemlig en diskussion om, hvor meget ”fædrelandskærlighed” kan få soldater til at gøre og, hvordan store kulturelle forskelle kan forvrænge synet på, i det her tilfælde, Kamikaze.
Begge forfattere er historikkere, hvilket gør at kildematerialet er meget omfattende, dog uden at det bliver uoverskueligt. Bogen er spækket med relevante citater, og slutnoterne i hvert kapitel tjener til at uddybe pointer, forklare tekniske termer osv. Ligeledes er kildematerialet meget forskelligt, alt fra officielle håndbøger til digte og breve, fra interviews af overlevende, til udtalelser fra vigtige statsoverhoveder.
Et muligt kritikpunkt er, at man menneskeliggør selvmordspiloterne og, at man på sin vis retfærdiggør deres angreb. De argumenter bogen fremfører giver, for mig som læser og historikker, god mening og er overbevisende. Det gør at bogen giver et mere nuanceret billede af Kamikaze-fænomenet, et billede som viser en anden side af sagen, hvor det ikke er en ukritisk sammenligning med fanatiske terrorister. Derimod er det en beskrivelse af selvopofrelse i en sådan grad at vi, i vesten, har svært ved at forstå det. Jeg tror en del af læserne selv har gjort tanken om at give det ultimative offer i forbindelse med en udsendelse og kamp, og den indsigt tror jeg vil gøre denne bogs budskab endnu mere interessant.
Jeg giver bogen 5 stjerner, for den gode historie, det gode kildemateriale og fordi den åbner øjnene for et emne med høj relevans i vores samfund.
