Forsvarets Efterretningstjeneste har den 16. maj 2012, udsendt deres halvårlige Situations‐ og trusselsvurdering for de danske enheder til sikkerhedsstyrken ISAF i Afghanistan.
Definition af trusselsniveauer
De internationale sikkerhedsstyrker har i samarbejde med de afghanske sikkerhedsstyrker fastholdt et betydeligt militært pres på oprørerne i hele 2011 og i de første måneder af 2012. Særligt i områder i den sydlige‐ og sydvestlige del af Afghanistan har den militære indsats reduceret Talibans militære kapacitet, bevægelsesfrihed, lokale indflydelse og kontrol. Samtidigt med dette er dele af den civile afghanske administration blevet styrket i Kabul og i visse provinser i landet. Til trods for dette er oprørerne ikke afgørende nedkæmpet.
Oprørernes geografiske fokus vil også i årene frem mod 2014 primært være rettet mod det sydlige og østlige Afghanistan. Her vil de forskellige oprørsgrupper, efterhånden som transitionsprocessen skrider frem, målrettet forsøge at genvinde tabt terræn og styrke deres indflydelse. Det er sandsynligt, at oprørerne vil have succes med dette. Denne vurdering gælder også årene efter 2014. Situationen vil på dette tidspunkt fortsat være ganske ustabil. De afghanske sikkerhedsstyrker vil være i stand til at kontrollere distriktscentrene, byerne og de vigtigste færdselsårer, men i syd og øst Afghanistan vil de være under et konstant pres fra oprørernes side, der i væsentlig udstrækning vil være i stand til at kontrollere landområderne.
Generelt drager de afghanske oprørsgrupper stadig stor nytte af deres tilholdssteder i Pakistan i forbindelse med genopbygning af kampkraft, træning, logistisk støtte og planlægning af operationer. Det er sandsynligt, at oprørerne frem til 2014 fortsat vil have en samlet ledelse, der opererer ud fra fristeder i Pakistan.
Al‐Qaida har en forholdsvis begrænset tilstedeværelse i Afghanistan hovedsageligt i de østlige provinser. I takt med at presset på al‐Qaida er steget i det nordlige Pakistan, har al‐Qaida forsøgt at øge sin tilstedeværelse i Afghanistan. Det er meget sandsynligt, at al‐Qaidas mulighed for at operere i Afghanistan vil øges, når provinserne overdrages til de afghanske sikkerhedsstyrker. Al‐ Qaidas mål med tilstedeværelsen i Afghanistan er at sikre baseområder, hvorfra eksterne operationer kan planlægges.

Det er sandsynligt, at oprørskampen, efterhånden som de internationale sikkerhedsstyrker trækkes ud af Afghanistan, vil få et stærkere traditionelt afghansk islæt. Lokale interesser og styrkeforhold vil i udpræget grad afgøre udfaldet af våbenhvileaftaler, skiftende alliancer og andre former for samarbejdsaftaler og dermed skabe et uklart billede af, hvem der kæmper mod hvem.
På forsoningsfronten er det ikke sandsynligt, at der vil ske afgørende gennembrud på kort sigt. Modstanden over for at engagere sig i substantielle fredsforhandlinger tegner fortsat linjen i Taliban, og det vil den også gøre i årene frem mod 2014. Præsident Karzai insisterer fortsat på, at tiltag til forsoning skal være afghansk ledet. Til trods for dette vil det være begrænset, hvad der kommer af udspil fra den afghanske regerings side, som reelt vil kunne drive processen fremad.
Indenrigspolitiske spændinger vil blive intensiveret frem mod det kommende præsidentvalgt og den internationale tilbagetrækning. De civile regeringsinstitutioner vil fortsat være svage og præget af dårlig regeringsførelse, og de vil dermed ikke være i stand til at bidrage substantielt til den politiske stabilitet endsige til oprørskampens ophør. I takt med den internationale tilbagetrækning vil magten i landet i stigende grad blive koncentreret hos lokale magthavere, der vil udnytte centralregeringens svage position til at øge deres egen uafhængighed og sikre deres økonomiske interesser. Som betaling for at indgå alliancer med præsident Karzai vil lokale magthavere derfor kræve delegering af kompetencer fra Kabul til provinser og distrikter.
De to første faser af transitionsprocessen er i al væsentlighed forløbet som planlagt. Det skyldes primært, at de fleste områder, der blev udvalgt til at indgå i disse faser havde et forholdsvis højt sikkerhedsniveau. Karzais annoncering af tredje fase understreger ønsket om at fremskynde overdragelsen af sikkerhedsansvaret, så også langt mere ustabile områder, herunder Nahr‐e Saraj i Helmand‐provinsen, påbegynder transition allerede i 2012. De afghanske sikkerhedsstyrker vil med fase tre blive betydeligt udfordret.
Siden 2009 har den afghanske hær deltaget i alle større militære operationer, og de mål man fra international og afghansk side har sat for hærens størrelse er nået forud for planen. Til trods for denne positive udvikling evner størstedelen af de afghanske hærenheder ikke at gennemføre komplekse og længerevarende operationer på egen hånd. Det er sandsynligt, at den afghanske hær også efter 2014 vil have behov for international assistance i form af instruktører, [[kampstøtteenheder]] og [[specialstyrker]] til at bekæmpe oprørerne.
Det afghanske politi har også nået de planlagte styrketal forud for planen, men det afghanske politi er i langt højere grad end den afghanske hær præget af omfattende ineffektivitet og korruption. Det afghanske politi ([[ANP]]) har haft større tab end hæren i forbindelse med oprørskampen, fordi politiet ofte er placeret på de mest udsatte steder, og da de ofte mangler træning og udstyr. Det er sandsynligt, at det afghanske politi også efter 2014 vil have behov for international assistance for at kunne løse opgaverne.

Antallet af angreb udført af personer fra de afghanske sikkerhedsstyrker mod de internationale styrker er stigende men dog stadigvæk begrænset i omfang. [[FE]] vurderer, at årsagen til angrebene oftere skal findes i kulturelle og religiøse misforståelser end i decideret infiltration fra oprørernes side.
Det er sandsynligt, at landene i regionen, herunder Pakistan og Iran, vil øge deres engagement i Afghanistan i takt med overgangen fra internationalt til afghansk ansvar for sikkerheden i landet. Det er endvidere sandsynligt, at den diplomatiske mødeaktivitet om Afghanistans fremtid mellem nabolande, regionale stormagter og [[ISAF]]‐landene vil blive kraftigt intensiveret frem mod 2014. Det er imidlertid ikke sandsynligt, at denne aktivitet vil få Pakistan til at stoppe sin støtte til Haqqani‐ netværket og afghansk Taliban. Det er sandsynligt, at stærke modstridende interesser mellem de regionale spillere vil forhindre et fælles udspil til en international fredsløsning for Afghanistan.
I Helmand‐provinsen har den internationale koalition og den afghanske regering konsolideret og udbygget deres position i løbet af 2011 og de første måneder af 2012, så de i dag står styrket. Denne indsats skal ses i lyset af, at 2011 var året, hvor den internationale støtte til Helmand‐ provinsen nåede sit højeste niveau. Den afghanske regerings evne til at forankre oprørsbekæmpelsen i deciderede formelle institutioner frem for i enkelte centrale personers indsats er imidlertid meget begrænset. Det er sandsynligt, at de opnåede resultater på længere sigt ikke kan opretholdes af den afghanske regering og af de afghanske sikkerhedsstyrker uden omfattende civil og militær støtte fra den internationale koalition. Fastholdelse og beskyttelse af de få kompetente afghanske ledere på provins‐ og distriktsniveau bliver afgørende for udviklingen i 2012.
FE vurderer, at truslen fra angreb, herunder terror, i Afghanistan er HØJ. Truslen fra miner og ueksploderet ammunition uden for fastbanet vej i Afghanistan varierer lokalt fra område til område. Der er en generel bortførelsestrussel i Afghanistan, og truslen for kidnapninger er HØJ.
Truslen mod luftfartøjer varierer fra LAV til MEGET HØJ. Det er fortsat meget sandsynligt, at oprørerne har intention om at angribe koalitionens luftfartøjer, men de har svært ved at gennemføre angreb med tilstrækkeligt effektive våben til at påføre koalitionen større tab. FE vurderer fortsat, at den største trussel mod koalitionens luftfartøjer er håndvåben og panserværnsraketter, primært anvendt mod langsomt flyvende helikoptere i lav højde.
FE vurderer, at truslen fra grupper og personer med tilknytning til organiseret kriminalitet er LAV i områder, hvor danske styrker er indsat.
FE vurderer, at truslen fra spionage i Afghanistan er HØJ. Truslen fra sabotage i Afghanistan er LAV.
Truslen fra civile uroligheder i Afghanistan er LAV.

