“En dato jeg aldrig vil glemme, og en dag jeg aldrig vil huske..” sådan starter overkonstabel Aaholms beretning fra hans skæbnesvanger møde med en IED i Afghanistan. Her var han udsendt med hold 7 fra GHR. Udsendelsen gik fint, lige indtil 1. juli 2009. Læs her om hans ærlige fortælling om hvad der skete den dag, og hvordan han kæmper for at komme videre efter et så voldsomt skift i livet.
Martin Aaholms beretning er blevet gengivet i flere medier, men det er altså først nu at han selv ønsker at fortælle hele sin historie.
Den rev øjeblikket begge mine underben af, slyngede mig 5 meter væk, hvilket gjorde jeg landede så hårdt at min hukommelse blev slettet fra dagen. Compoundet blev dækket med støv. Da støvet havde lagt sig blev der sweepet over til mig, på dette tidspunkt lå jeg livløs helt hvid og grå i ansigtet. Kort tid efter vågner jeg op, og prøver at rejse mig, men nu besvimer jeg pga. blodmangel og jeg ind og ud af bevidstheden, imens er der 8 mand i gang med at lappe mig sammen og holde mig nede. Skaderne var store med begge manglende ben, plus fem beskadige fingre som senere blev fjernet og et utal af brækket knogler og svære skader på begge arme. Dette er min historie….
I august 2006 startede jeg [[HBU]] i Aalborg. Siden jeg var helt lille har jeg altid vidst det var i hæren jeg ville være, man kan nærmest sige det var forudbestemt at soldat skulle være min profession. Dette har gjort jeg altid siden starten i Aalborg har været yderst dedikeret og professionel i min opgaveløsning.
Her blev jeg dog svært skuffet da jeg følte at træningen hverken var så hård som jeg havde håbet, eller så seriøs. For mig var det lidt som at være i en børnehave. Så da min HBU var ovre søgte jeg videre til Dragonerne i Holstebro, hvor jeg startede [[HRU]] med henblik på udsendelse til Irak, dog allerede en måned inde i træningen blev Irak lukket, og i stedet skulle vi nu til Kosovo hold 17. Dette var en stor skuffelse, da jeg så Irak som der hvor jeg som kampsoldat kunne hjælpe bedst. Men det blev Kosovo. Erfaringerne derfra var ikke desto mindre store og var stolt over at have deltaget, og lært freden at kende, samt en anden kultur at kende. Derudover udviklede jeg mig meget personligt, fandt ud af hvor mine grænser gik, og hvor langt jeg kunne presse min krop før den gav op.
Halvvejs under missionen fik vi så at vide vi havde fået en fastansættelseskontrakt og skulle til at søge om hvor vi gerne vil være. Havde egentlig ikke noget imod Holstebro, men ingen af de stillinger de kunne tilbyde havde interesse. Havde et behov for at se om jeg kunne holde til kamp, og var værdig til titlen som kampsoldat. Der er ting såsom hvordan man reagere når man bliver beskudt, og konstant pres og stress påvirker en, som man ikke kan lære/vide ligegyldig hvor meget træning man har fået. Så valget var for mig simpelt nok da jeg er vokset op i hæren med et smule had til livgarden, så var der jo kun husarer tilbage.
Så den 1. april 2008 startede jeg i 2. 1 GHR, en super professionel enhed hvor alle gav en super indsats. Desværre var denne enhed meget lavt prioriteret da de først skal afsted 2011, så på dette tidspunkt havde vi ingen køretøjer, ingen optik på vores våben, og mødte på arbejde hver dag og stod uden noget at lave. Det gjorde at jeg og mange andre mistede interessen og søgte andre steder hen. Så da jeg ville se om jeg kunne holde til det jeg var trænet til, endte jeg oppe i 4/2 GHR Charlie-coy til ISAF hold 7. Så i starten af februar 2009 gik jeg og gutterne ombord på flyveren til Afghanistan. En flyvetur jeg aldrig helt kom hjem fra.
Under min mission har jeg vel oplevet det hele, alt fra indtrængen i compound, [[eskortekørsel]], [[cimic-patruljer]], kamppatruljer, blive beskudt, føle de kom for tæt på, vagt, ja alt en soldat kan blive udsat for i krig. Men desværre sluttede min mission den 1. juli 2009. 45 minutter inde i en patrulje er jeg allerede blevet fløjet tilbage til Camp Bastion for at få lægehjælp fra felthospitalet. Her blev jeg lagt i kunstig koma og intuberet i halsen da min kæbe var brækket tre steder, og tænderne lå overalt i min mund. Den næste dag var jeg blevet fløjet hjem til Danmark, via England, og lå nu på Rigshospitalet. Her gik i alt en 10 dages tid før jeg blev vækket fra min koma. Her var jeg blevet lappet sammen og ud over mine manglende ben havde jeg fået fjernet de 5 fingre, samt få fjernet en muskel fra ryggen og lagt ned i min venstre arm, da en stor luns var revet af. Og det første lange stykke tid var jeg så dopet at jeg havde min egen lille flyvetur i sengen.
Omkring 5 måneder senere var jeg klar til at komme væk fra hospitalet og klare mig selv i en lejlighed jeg havde fundet på Amager i København. Jeg skulle dog ind for at genoptræne hver dag. Nu knap et år senere sidder jeg her i Slagelse igen og arbejder i 4/1 GHR. Og klarer stort set mig selv.
En journalist spurte mig for et stykke tid siden om mine skader havde ændret mig. På daværende tidspunkt vidste ikke hvad jeg skulle svare. Men nu står det soleklart.
Denne ulykke har taget stort set alt fra mig, og har måtte planlægge mit liv om på ny. Selv mine back-up planer er røget sig en tur. Alle mine håb og drømme blev knust ved eksplosionen, men de forsvandt ikke. De blev i stedet til en masse fragmenter der sidder og torturerer mit sind, og i stedet for at være noget at stræbe efter, vil jeg egentlig bare gerne have trukket disse stykker ud og glemme dem. Min sjæl er fanget i det værste form for fængsel, min egen krop. Den smerte min stolthed føler hver gang jeg er nødt til at bede om hjælp til at holde min taske, løfte en ting, bære min tallerken er ulidelig. Jeg plejer at sige at jeg er blevet smidt ud i åben hav, og ikke kan bunde eller se land i nogen retninger. Man kan ikke blive der og træde i vande, så drukner man. Man kan heller ikke svømme i evighed uden at kræfterne giver op.
Den modstand man møder fra offentlige instanser, der skulle være til for at hjælpe en, er enorm. Fx brokkede kommunen sig over at betale min proteser, så Forsvaret gik i gang med at kæmpe mod dem. Det endte med kommunen betalte 40 procent og Forsvaret de sidste 60. Min kørestol har jeg lige fået, selvom det er over at år siden at ulykken skete. Det er kort sagt som hele tiden at løbe ind i en mur med hovedet først, indtil den falder sammen. En kamp uden ende. Mit hjerte er nu på det stadie hvor det vil slå sig ned og have mit hus og min familie og sådan, men mit sind vil udleve de drømme der nu er knust. Og min sjæl skriger i smerte for at kunne få lov til at smide mit sværd, som jeg er nødt til at holde, da jeg er nødt til at kæmpe bare for at få lov til at trække vejret. Nogen gange ønsker jeg at der var gået anderledes og minen havde færdiggjort det hele. Gjordt en ende på mine lidelser, og lade mig trække det sidste åndedrag.
Men er dog stadig yderst taknemmelig for at være i live, og hvad alle har gjort. Jeg skylder dem intet mindre end mit liv, for det arbejde de har gjort og reddet mit liv. Jeg føler at jeg skylder alle dem at jeg lever et godt liv. Ønsker bare ikke denne skæbne for nogen. En del af mit liv er ovre, det eneste jeg har tilbage er min uniform, og selv den er begyndt at falme. Symbolsk på at jeg ikke kan være den soldat jeg ønsker. Det eneste der holder mig kørende er muligheden for at hjælpe mine gutter i mit nye job. Kunne inspirere og vise der er en vej selv når det hårdeste sker.
Dette er ikke skrevet for at skræmme jer til at stoppe i hæren eller skræmme jer fra en udsendelse. Jeg skriver dette for at få jer til at forstå at livet er let nu, og det kun bliver hårdere hvis I kommer til skade. Jeres pårørende vil blive udsat for et levende helvede, og den smerte i vil møde vil altid værre der. Så hvis I skal til at udsendes beder jeg jer gøre følgende:
Forstå missionen, og tag derned fordi I mener det er rigtig – ikke fordi I får det fortalt. Gør nogle overvejelser, skriv afskedsbrev, lav testamente om nødvendigt få skrevet jeres sidste vilje, hvor I forklarer hvordan I vil bisættes. Tal med jeres pårørende og få dem til at forstå hvorfor I tager derned. Gør jer overvejelser at I KAN dø, og at I KAN komme slemt til skade, og gør det tidligt i forløbet. I har ansvaret for hinanden for dernede er i alle brødre og søster, og skal kunne stole på hinanden 100%. Og er der en ting der står soleklart for mig nu, er at har I lysten til at gøre noget eller sige til en I elsker, så sig og gør det nu, vent ikke til i morgen. I morgen kommer måske aldrig. Der kommer intet klik ingen forvarsel, ingen slowmotion – det ene sekund er I her, det næste er I ikke.
Til sidst må I endelig ikke misforstå. Jeg er ikke bitter over det der er sket, er kun stolt over det jeg har gjort i Afghanistan, og har derfor intet af fortryde. Ville tage derned igen i morgen hvis jeg kunne. Jeg har en meget stærk psyke, og føler at jeg mere eller mindre bare har rejst mig op efter min skade. Men dette skyldes kun at jeg var 100% afklaret og bevidst om hvad jeg skulle ned at lave. Havde jeg ikke været så afklaret med det, så tror jeg ikke jeg ville have lysten til at kæmpe. Så tænk jer om. Hold hovedet lavt og krudtet tørt, og hav en professionel holdning og tilgang til tingene. Har i nogen spørgsmål skal i være velkommen til at henvende jer i 4.1 GHR, og jeg skal med glæde svare jer.
Tak for interessen
Oks. M.P. Aaholm
4/1 GHR Slagelse
Ovenstående fortælling er bragt efter tilladelse fra regimentsbladet Gardehusaren.
