Michael og Sussie har deres dagligdag i to forskellige verdener. Michael har været ansat i forsvaret siden 1992, hvor han aftjente sin værnepligt i Vordingborg. Sussie er specialuddannet anæstesisygeplejerske og arbejder til daglig på Glostrup Sygehus, men har været tilknyttet felthospitalet siden 2008. Og så har de noget tilfælles. Udover at de begge har været udsendt med felthospitalet fra juli til oktober 2009 er de også søskende.
De har delt en oplevelse, som ingen af dem ville have undværet, og så har de haft en uvurderlig støtte i hinanden i forbindelse med udsendelsen.
Hvordan kunne I støtte hinanden i forbindelse med udsendelsen til Afghanistan?
Sussie: Jeg har haft stor gavn af Michaels militære baggrund. I tiden op til udsendelsen ringede jeg dagligt for at spørge, hvad jeg skulle pakke, og hvordan forholdene er i et missionsområde og alt muligt andet. For civile kan det være svært at finde rundt i forsvarets uniformsbestemmelser, arbejdsgange og kommandoveje.
Michael: Der er meget stor forskel på den kultur, der er i forsvaret kontra kulturen i den sundhedsfaglige verden. Under udsendelsen har Sussie været god til at gøre mig opmærksom på, at sundhedsfagligt personel nok skal beandles lidt anderledes end soldater.
Hvilken oplevelse har gjort størst indtryk på jer?
Michael: Jeg tror, at vi er enige her. Det var voldsomt, da den første hårdt sårede dansker blev bragt ind på hospitalet. Jeg modtog ham ved helikopteren og kørte ham ind på operationsstuen. Nationalitetsfølelsen bliver pludselig meget stor.
Sussie: Jeg fik præstationsangst, da danskeren kom ind. Jeg vidste jo godt, at der nok ville komme danskere på hospitalet. Men det var alligevel svært. Pludselig fik ordet dansker en helt anden betydning.
Michael: Jeg husker også en episode, hvor en afghansk civil dreng på ca. 10 år blev bragt ind. Han havde sin far med. Drengen døde på skadestuen. Når man selv har børn i den alder, kommer det tæt på, når man ser faderens sorg.
Sussie: Jeg husker en engelsk soldat, der havde mistet begge ben og arme. Det lykkedes os ikke at genoplive ham. Så kom den irske præst med sin hyrdestav og velsignede den døde med høj irsk røst. Der røg det professionelle filter, og jeg blev meget rørt.
Michael: Vi havde også en patient, der fik fjernet højre lunge. Han fik ca. 160 portioner blod, hvilket svarer til godt 35 liter. Men han overlevede. Og det er første gang, sådan en transplantation er blevet udført under feltmæssige forhold.
Hvilke oplevelser var positive?
Michael: Tallene taler for sig selv. Vi havde over 2000 patienter under udsendelsen, og mange af dem ville ikke have overlevet, hvis der ikke var et felthospital.
Sussie: Vi fik tilbagemeldinger fra England og Danmark ugentligt, hvor vi hørte, hvordan de hjemsendte patienter havde det. Pludselig kunne jeg godt se, hvor vigtigt livet er for både soldaten og hans pårørende, også selvom man har mistet benene.
Michael: Det var en rigtig god oplevelse at se de unge sygepassere, der er uddannet ved DANILOG. De klarede det helt fantastisk, når man tænker på, hvor unge de var.
Hvad var været sværest under udsendelsen?
Sussie: Samlet set har det været de små ting. Det var ikke det at være hjemmefra, for da jeg først opdagede, hvor meget jeg kunne bidrage med på felthospitalet, var der ikke noget sted, som jeg hellere ville være. Men arbejdsbelastningen var svær. Trætheden var overvældende.
Michael: Jeg savnede mine børn. Men man bliver god til at skubbe det i baggrunden og flytte fokus til arbejdsopgaven. Så har det været svært at skulle få den civile verden integreret i den militære verden. Soldater har det med at ligne hinanden, vi ved, hvad vi taler om. Sådan er det ikke lige i sundheds-verdenen.
Sussie: Det har også været meget tankevækkende, at de store traumer, som patienterne kom ind med, ikke var ulykker, men påførte skader.
Hvad har I lært af udsendelsen?
Michael: Jeg har fået rykket mine grænser på både det personlige og faglige plan. Alle min tanker omkring arbejde, privatliv og verdenssituationen har ændret sig. Så har mine holdninger til det danske sundhedsvæsen flyttet sig markant. De er meget dygtige, og jeg tager hatten af for deres flotte præstationer.
Sussie: Jeg har virkelig fået flyttet mine holdninger til grænsen mellem liv og død. Og så er jeg blevet udfordret rent fagligt. Rent personligt har jeg lært meget om mig selv. De primitive livsvilkår under udsendelsen har gjort mig mere tolerant.
Fik I indfriet jeres forventninger til udsendelsen?
Michael: Jeg er blevet udfordret fagligt. Jeg har været både kontorhjælper og fungerende kommandobefalingsmand. Jeg har også stået for bloddonorpanelet, håndteret døde og modtaget skadestuepatienter. Jeg har aldrig arbejdet i sundhedssektoren før, så det har været utroligt udfordrende og spændende.
Sussie: Ingen kunne på forhånd forestille sig, hvad vi skulle ned og se. Ingen har set noget som det før. Man kan ikke forberede sig på det. Men mine forventninger til den rent faglige udfordring blev indfriet.
Var I urolige for hinanden under udsendelsen?
Sussie: Ikke på det psykiske plan, men rent fysisk var jeg urolig for Michael. Vi arbejdede hårdt, og så var der meget varmt op til 60 grader om dagen.
Michael: Nogle dage arbejdede jeg 18 timer i døgnet. Når jeg kom i seng, sov jeg, inden jeg fik talt til 10.
Sussie: Ja, og det tog kun et tripsekund at vågne. Jeg havde to døgnvagter i træk efterfulgt af døgns frihed. Når vi var på nattekald, sov vi med tøj på. Så når personsøgeren bippede, rejste vi os bare og tog sko på, og så var vi klar til arbejdet. Det var som at være på arbejde døgnet rundt i tre måneder. Den psykiske påvirkning kom først, da jeg kom hjem. Jeg havde simpelthen for travlt til at bearbejde oplevelserne, imens vi var udsendt. Stressniveauet var meget højt.
Michael: Jeg har haft samme oplevelse som Sussie. Under udsendelsen havde jeg for travlt til at tage mig af mig selv. Jeg kunne nok godt have klaret en måned mere dernede, men så var jeg nok også stået af fysisk.
Har det været en fordel at blive udsendt med sin bror/søster?
Michael: Det har været utroligt spændende at have sin storesøster med på mission. Vi kunne tale med hinanden om familien derhjemme og andre personlige ting. Og så har vi lært hinanden bedre at kende både personligt og fagligt.
Sussie: Det var rart at have en person, som man kunne dele sine bekymringer med. Jeg talte traumer med mine sundhedsfaglige kolleger, men brugte Michael til at tale om andre ting. Det gav en form for tryghed at drikke en kop kaffe sammen med Michael.
Michael: Efter hjemkomsten har vi haft rigtig god støtte i hinanden. Vi har jo oplevet de samme ting, og har derfor mulighed for at tale med hinanden, når vi skal have bearbejdet nogle oplevelser.
Hvad sagde familien til jeres udsendelse?
Michael: For mit vedkommende accepterer vores forældre, at det er mit valg og mit arbejde.
Sussie: Men jeg tror ikke, at vores mor syntes at det var særligt rart, at vi begge skulle ud samtidig. Hun tog ikke med ind i lufthavnen for at sige farvel. Det var for hårdt for hende.
Kunne I tænke jer at blive udsendt sammen igen?
Michael: Hvis Sussie på et senere tidspunkt skal en tur til Afghanistan igen, så tager jeg med, hvis der er mulighed for det. Det har været en meget stor oplevelse at være udsendt med felthospitalet. Også at være udsendt med sin søster.
Sussie: Jeg har en 4-årig rådighedskontrakt og kan derfor godt forvente at komme ud igen. Jeg er blevet tilbudt at flyve med ambulancehelikopter (MEDEVAC = medical evacution (evakuering af syge)) for CSW (Combat Support Wing), og så vil jeg jo ikke være tilknyttet felthospitalet mere.
I løbet af de tre måneders udsendelse behandlede felthospitalet ca. 2.000 patienter i skadestuen, og der blev gennemført 347 akutte operationer og 303 planlagte operationer i form af oprensning af sår og lukning af sår. På operationsgangen blev der foretaget 1.112 indgreb på 650 patienter.
Sussie Feddersen optræder som en af hovedpersonerne i dokumentarprogrammet Felthospitalet, der i øjeblikket bliver vist på TV2. ”Jeg var faktisk ikke klar over, at jeg blev en af hovedpersonerne”, siger Sussie. ”Men jeg vil godt være med til at fortælle, hvad der foregår i Afghanistan, og hvilken stor indsats danskerne gør dernede”, afslutter hun.
Denne artikel er bragt i samarbejde med DANILOG
