I Naqoura i Libanon, ca. 2 km fra Israel og helt ude ved kysten, ligger FN’s militærbase. I december overtog Danmark den polske lejr, og har siden kørt over 100.000 kilometer og fragtet 7.000 personer. De er værdsat af den libanesiske befolkning, og så har de trådløst internet på værelserne. Men de har også mistet en kammerat. Så hyggen er relativ.
Landskabet er præget af bananplantager og citruslunde. Der er mere asfalt end sand, men mere jord end asfalt på de snørklede veje, der snor sig på toppen af stejle skrænter i det sydlige Libanon. DANLOG’s transportvogne bumper af sted, når de kører de FN styrker, der roterer, til og fra lufthavnen.
Der er supermarkeder i den nærmeste by med de samme typer varer, som man kan købe i Danmark. De danske soldater bor i murstenshuse på to-mandsværelser, og der er bad, toilet og trådløst internet.
Hyggemission med skærpet sikkerhed
Danskerne har en bus, der kaldes ”Bryggeren”. Velfærdsområdet er døbt Solvang. Dansk hygge har i vanlig dansker stil overtaget lejren efter den tidligere polske basale indkvartering. Det har samtidig også betydet, at danskerne på hold 1 har måtte sætte deres lejr i stand selv. Lejren var nedslidt, og tog danskerne selv fat i skovl og boremaskine og har forbedret lejren til fordel for hold 2.
Mange af soldaterne har været udsendt til Irak og Afghanistan, men forholdene i den danske lejr i Libanon er bedre end i de meget operative lande. Samtidig er sikkerhedssituationen langt bedre end i Afghanistan, men alligevel indskærpede forsvarschef Knud Bartels ved et besøg i december, at sikkerheden skal være i top, selvom området er sikkert.
”Der er ikke en garanti for, at der ikke lige sker noget, men det kan jo ændre sig på en formiddag. Historien hernede er jo, at der altid er kommet en ny krig, og der er mange religiøse og politiske konflikter, der hurtigt kan bryde ud”, fortæller Rune Dyrholm, der er presseofficer for den danske styrke.
Blå baretter
Hold 1 er Flyvevåbnets mission, og derfor hedder chefen DETCO, forkortet fra Detachment Commander – en eskadrille chef. Alligevel er det ikke i luften, at soldaterne befinder sig. Deres job er at transportere FN styrker til og fra lufthavnen under rotation samt andre logistiske opgaver. De har også flyvevåbnets brandmænd udsendt, stabsofficerer og køkkenmedhjælpere. Fordi det er en FN mission, skal landene selv stille med folk også til køkkentjansen.
”En af soldaterne er kokke uddannet, og han fik hurtigt møvet sig ind, så vi engang imellem kan lave vores egne retter. Så ligger der lige pludselig nogle gode danske hakkebøffer eller en anden dansk ret ved siden af det andet mad”, siger Rune Dyrholm.
Siden de ankom i december, har de kørt tæt på en million kilometer og fragtet mange tusinde personer. De har også mistet en soldat. Flyverspecialist Kjeld Møller Mellergaard blev dræbt den 9. januar og hans kollega blev såret, da deres lastbil faldt 80 meter ned af en skrænt i forbindelse med en bjærgningsopgave. Og det er umiddelbart også den største fare på vejene. Her er ingen vejsidebomber, men de stejle skrænter og smalle veje kan som ovenstående uheld give dødsfald.
”Men ellers har vi det godt her. Vi har en terrasse med udsigt til Middelhavet, og den største fare lige nu er kørsel på vejene”, fortæller Rune Dyrholm.
