At bage en bog
Ruth Christensen har været udsendt til både Irak og Afghanistan som ’Kufmutter’ på soldaterhjemmet. Det er der kommet en bog ud af. Den handler meget om kage.
Kuffen, soldaterhjemmet i Camp Bastion, er et fristed i ørkenen, hvor der altid er varm kaffe og kolde colaer og troen på, at gæsterne lægger betaling i kassen. Det var der, jeg mødte Ruth Christensen for snart to år siden og fik et utroligt godt indtryk. Derfor gik jeg også positivt til bogen ’Ruth i krig’. Men fordi man er god til at bage en kage, er man ikke nødvendigvis god til at skrive en bog. Heller ikke selv om man har en ’ghost writer’ på – hvad forlaget selv vælger at kalde det.
’Ruth i krig – reservemor for de danske soldater’ fortæller historien om en kvinde, der har taget nogle usædvanlige valg. Hun har skænket meget kaffe, lyttet til mange historier og utvivlsomt skabt gode rammer for mange soldater i både Irak og Afghanistan. Bogen fortæller om, hvordan hun mister sin mand og efterfølgende søger om at komme til Kosovo via KFUM. I stedet får hun tilbudt at komme til Irak. Det bliver den første tur i en række, og undervejs udviser hun viljestyrke og handlekraft. Alt det, der skal til, når man er iværksætter ud i soldaterhjem i missionsområderne. Hatten af for det. Men. For der er et par men’er.
Begrænset indsigt i forsvaret
Ruth Christensen distancerer sig i sit sprog fra såvel det militære system som de afghanere, der arbejder i lejren. En voksen tolk omtales f.eks. gentagne gange som ’den lille afghaner’; mon hovedpersonen ville bryde sig om at blive omtalt som ’den lille dame’?
Når hun derudover taler om ’kommandanten for transportkompagniet’; når hun bliver ’pigesur’, fordi hun ikke kan låne en GD, eftersom hun ikke er omskolet; når hun kalder officeren, der bestrider funktionen som kommandant i hovedkvarteret, for, i negativ betydning, ’en rigtig militærets mand’, skaber det støj i kommunikationen. I hvert fald hos nærværende læser.
Når hun ikke kan de gængse termer og ikke virker til at (ville) forstå, hvordan systemet hænger sammen, mister budskabet troværdighed hos dem, der gør. Ruth Christensen omtaler desuden ting, som hun burde have overvejet det hensigtsmæssige i at skrive. Herunder når hun kritiserer personer i konkrete funktioner på konkrete hold.
Gud og bananer
Ruth Christensen er kristen. Det kan ikke komme bag på læseren. Alligevel kan det virke lidt voldsomt, når gud skal trækkes ind i spørgsmålet om banankage. Ruth Christensen beskriver således, hvorledes hun har fået en kasse fyldt med bananer, men ikke kan nå at bage så mange kager:
Hun kommer desuden løbende med en masse betragtninger, som sjældent underbygges. Således også om den tidligere og nuværende forsvarsminister:
[quote]Jeg tror virkelig, den dame kapacitetsmæssigt har en masse gode ting, og måske endda mere end sin forgænger, at byde ind med[/quote]Når hun vælger implicit at kritisere Søren Gade, havde det været på sin plads at begrunde påstanden. Men det sker ikke. Ingen uddybning, intet belæg. Blot en konstatering – og videre til det næste.
Måske for dem, der ikke har været der
Bogen er gennemillustreret af flotte billeder, primært taget af fotograf Kristian Brasen. Det gør bogen til en god visuel oplevelse. Ligeledes er det en fordel, at den er opdateret til og med hold 9 (forår 2010).
’Ruth i krig’ er sikkert god for læsere uden tilknytning til forsvaret; den kan måske også være en god indføring for pårørende til førstegangsudsendte, der gerne vil have et par civile øjnes indblik i, hvad en hverdag i missionsområdet også indebærer. Med vægt på også. For livet som udsendt soldat er andet end kage.
