Der skal være plads til flere værnepligtige på Høvelte Kaserne. Derfor er en større modernisering af kasernens indkvartering sat i gang. Nye belægningsstuer, badefaciliteter og opdaterede installationer skal forbedre forholdene for soldaterne.**
På Garderkasernen i Høvelte, hvor Den Kongelige Livgarde har hjemme, er arbejdet med bygning 41 allerede begyndt.
Bygningen, der blandt andet rummer belægningsstuer, pudsestuer, tørrestuer og kommandokontorer, skal gennemgå en omfattende renovering.
De eksisterende faciliteter bliver moderniseret med nye værelser og badeforhold, mens ventilation, elinstallationer og gulve bliver opgraderet.
Arbejdet forventes afsluttet i juli 2027, og det er entreprenørvirksomheden Skou Gruppen, der står for moderniseringen.
Bygning 41 er ikke det eneste sted på Høvelte Kaserne, hvor faciliteterne bliver opgraderet.
Tidligere i oktober blev bygning 60 taget i brug efter en omfattende renovering. Her er blandt andet ventilation, gulve og arbejdsfaciliteter blevet moderniseret.
Der er desuden opført cirka 7.400 kvadratmeter nye faciliteter til mandskab og materiel, herunder garager, værksteder og omklædningsrum.
Samlet er der tale om en opgradering af kasernens fysiske rammer, som både skal forbedre forholdene for det nuværende personel og understøtte en større værnepligtsstyrke i de kommende år.
