Afghanistans første kvindelige officerer er netop nu færdiguddannet. Det er NATO der varetager officersuddannelsen og efter den lange uddannelse står der nu 29 kvinder klar til at indtræde i [[Afghan National Army]]
Uddannelsen af officerer, befalingsmænd og soldater er et stort skridt, i forsøget på at lade Afghanistan selv overtage ansvaret for sikkerheden i landet. Et massivt amerikansk finansieret uddannelsesprogram har til formål at styrke Afghanistans hær og politistyrke, således at udenlandske styrker, der i øjeblikket tæller tæt på 150.000, kan begynde at trække sig tilbage og overlade sikkerheden og ansvaret til afghanerne i løbet af 4 år.
USA’s præsident Barack Obama har sat en deadline i midten af 2011 for at begynde de amerikanske troppers tilbagetrækning.
“Jeg har altid ønsket at være en del af ANA (Afghan National Army) og er så stolt af at bære denne uniform,” sagde 25-årige Meena Sharifi, en af de 29 kvinder i udnævnelsesceremonien på Army Training Centre udkanten af Kabul. Hun indledte sin tale med sætningen “Jeg ønsker at forsvare mit land mod dets fjender” og blev således modtaget med stående bifald fra deltagerne.
Men kvinderne kommer endnu ikke til at kæmpe på lige fod med mændene. De vil ikke blive sendt direkte til frontlinjen, hvor kampen mod taliban har hærget siden 2001. I første omgang er det tanken at lade de kvindelige officerer klarer administrativt arbejde, herunder planlægning af missioner i lokalområdet.
Opbygning af en pålidelig afghansk hær er en af NATO’s vigtigste opgaver i Afghanistan og anses af mange for den afgørende søjle i exit-strategien. Målet er at have 170.000 soldater i midten af 2011. I starten af 2010 var der 130.000 færdiguddannede soldater i Afghanistans hær.
Se ISAFs egen video herunder.