“I 20 år sendte politikerne danske soldater i krig. 44 kom ikke hjem. Tusinder kom hjem med ar. Nu vil de samme politikere skrive sig ud af historien. I dag fremsætter jeg et borgerforslag for at stoppe dem.”
Sådan indleder Morten Kromann sit borgerforslag mod anonymiseringen i Afghanistan-udredningen. Han er veteran og jurist, udsendt fem gange til krigen i Afghanistan mellem 2008 og 2015.
Forslaget pålægger Folketinget at gennemføre en afstemning om at give forskerne ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) mulighed for at gengive samtlige af Udenrigsministeriet sikkerhedsmæssigt godkendte udtalelser, oplysninger og optegnelser fra Det Udenrigspolitiske Nævns møder i den uvildige historiske udredning af Danmarks militære og civile indsats i Afghanistan i perioden 2001-2021.
Udredningen der ikke må udkomme
Et bredt flertal — alle partier på nær Nye Borgerlige — bestilte i 2021 udredningen hos DIIS. Den har været klar siden februar 2025, men er ikke offentliggjort. Forsinkelsen skyldes adgangen til de fortrolige referater fra Udenrigspolitisk Nævn, det grundlovsbestemte organ, regeringen skal rådføre sig med før større udenrigspolitiske beslutninger.
Den 7. maj besluttede Præsidiet, at DIIS skal anonymisere alle nuværende og tidligere nævnsmedlemmer, der ønsker det — både menige medlemmer og ministre. Ifølge Berlingske skal citaterne også parafraseres, så det ikke fremgår, hvilket navn der er pillet ud.
Brud med 2019-præcedensen
Krigsudredningens forskere citerede i 2019 frit og med navns nævnelse fra Udenrigspolitisk Nævn, og kommissoriet lovede DIIS samme adgang. Den linje fraviger Folketinget altså nu.
DIIS-direktør Peter Kragelund advarer om, at store afsnit skal skrives om, fordi kilderne er brugt direkte til at underbygge argumenter. Professorerne Morten Heiberg og Rasmus Mariager fra Københavns Universitet kalder beslutningen et demokratisk skred og et brud på årtiers praksis.
Konsekvenser for veteraner og fremtidig forskning
For veteranmiljøet handler sagen om at kunne sætte navn på de beslutninger, der kostede 44 danske soldater livet. Kromann løfter det fra en ren veteransag til et principielt spørgsmål om magtens adgang til at redigere i sin egen fortid:
“Hvis politikere kan beslutte at sende unge mennesker i krig – og bagefter beslutte, at deres navne ikke skal stå i historien om den krig – hvad kan de så ikke? I dag er det en krigsudredning. I morgen kan det være en sundhedsreform, der gik galt. En beredskabsbeslutning, der kostede liv. En aftale om overvågning, der aldrig skulle have været indgået. Hvis magten kan redigere sin egen historie, har vi ikke et demokrati. Vi har et teater.”
For spørgsmålet er, om en uvildig undersøgelse overhovedet kan opfylde sit formål — læring til fremtidige indsatser — hvis centrale beslutningstagere kan anonymiseres.
Sætter beslutningen præcedens, sætter den rammerne for al fremtidig forskning i politiske beslutninger om krig og fred.
Borgerforslaget skal samle 50.000 underskrifter og findes her på borgerforslag.dk.

Kæft hvor er det åndssvagt
I Danmark synger vi i “Allw de riger og lande” i 3 . vers ” Jeg fægted´med åbenpande, de så jeg var Holger Danske og ingen formummet skælm” Altså kort sagt stå ved Jer selv.
Vi er ikke som andre der gemmer sig bag børn og kvinders slørter. BUM