FMI har indgået en kontrakt med KNDS om levering af tre Leguan-brolægningssystemer monteret på et hjulbaseret Tatra 10×10-chassis. Aftalen har en værdi på cirka 33 mio. euro.
Kontrakten omfatter også en samlet logistisk støttepakke samt specialværktøj, der skal sikre drift og vedligeholdelse af systemerne. Derudover indeholder aftalen en option på yderligere tre hjulbaserede brolæggere samt ekstra Leguan til en samlet værdi på cirka 25 mio. euro. En eventuel beslutning om at udnytte denne option forventes truffet i 2026.
Aftalen rummer desuden en åben klausul, som giver andre skandinaviske lande mulighed for at tilslutte sig kontrakten, hvis de ønsker at anskaffe samme system.
Anskaffelsen markerer et skifte i dansk brug af Leguan-systemet. Hidtil har vi opereret Leguan-brolæggere monteret på Leopard 2 undervogne. Med den nye kontrakt introduceres systemet for første gang på en hjulbaseret platform i Danmark.
Ifølge KNDS understreger valget af Tatra 10×10-chassiset det tætte samarbejde mellem KNDS Deutschland og den tjekkiske producent Tatra Defence Vehicles.
Chassiset er modificeret af KNDS til at kunne håndtere Leguan-brosystemets vægt og funktioner.
