I en undersøgelse hvor resultatet på forhånd var givet, er det nu endelig slået fast: det er hårdt for samlivet med kæresten eller konen, at have en mand i soldaterfaget.
Nevada universitet har undersøgt over 50 forhold igennem en udsendelsperioden. Her har de kigget på stress og belastning i forholdet, både før, under og efter udsendelsen til en krigszone.
”Det største problem par oplever når de kommunikerer, er at de ser tingene fra forskellige sider. Det kan være svært at forstå at man har oplevet så forskellige ting, og at det ikke nødvendigvis er fordi det er noget galt med den anden, at man føler noget forskelligt”, det siger Erin Sahlstein som er professor på universitet.
Sahlstein har netop holdt en stor konference for en række ledere i det militære system i Amerika. Her talte hun om hvordan kommunikationsmønsteret ændrer sig i løbet af periode. Mange flytter simpelthen fokus for telefonsamtalerne og emailsne. Hvor de før udsendelsen handler om ens forhold og kærlighed til hinanden, ændrer de sig kort inde i udsendelsen til at omhandle savnet og afstanden. Og det er altså netop dette skift i emner og opfattelse af situationen, der er det store problem.
De undersøgte 50 par, har været udsendt til Irak og Afghanistan imellem 2003 og 2005. 31 af parene havde børn. Den gennemsnitlige alder var 30 for den udsendte, og 29 for den hjemmegående.
Erin Sahlstein påpeger, at det godt kan lade sig gøre at have et sundt forhold, selvom den ene part er afsted i en krigszone. ”Det er vigtigt at lade samtalen glide frit. Det er ikke et spørgsmål om at snakke mest muligt få flest ord ud, men om nærhed og kvalitet i samtalerne”. Samtidigt fortæller hun, at det er vigtigt at holde for øje at selvom det hele kan se sort ud, så er det inderst inde ikke fordi forholdet fejler noget.
Den hjemmegående vil ofte blive mere uafhængig i løbet af udsendelsperioden, og begge vil blive mere fjerne i forhold til tanker om hinanden. Livet begynder stille og roligt at glide hver sin vej, og her skal man være ekstra opmærksom.
Hun påpeger at det er mindst lige så hårdt for den udsendte. Han oplever både savnet, samt alle de voldsomme oplevelser fra krigens rædsler. Omvendt, så vil den der er hjemme, have en følelse af at være efterladt alene. Ikke mindst i par hvor der er børn. Her bliver spørgsmålet ”Kommer far nogensinde hjem?” altid luftet af børnene, og det er vigtigt at have talt om det hele med børnene også.
Den mest kritiske fase i hele forløbet, er når man igen mødes efter udsendelsen. I den periode der kommer, er det vigtigt at give hinanden masser af plads, mens man forsigtigt hjælper hinanden på plads i de rutiner man vil have. Igen er det kvaliteten af samtalerne der er afgørende, og ikke antallet.
