Historisk våbenindkøb: Danmark investerer 58 mia. i europæisk luftforsvarssystem

Foto: EUROSAM

Danmark står foran det største våbenindkøb i landets historie.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fortæller i dag på et pressemøde i Forsvarsministeriet, at der afsættes 58 milliarder kroner til etableringen af et nyt jordbaseret luftforsvar.

Aftalen indebærer anskaffelsen af otte fransk-italienske SAMp/T-systemer. Dermed satser Danmark på et europæisk produceret system til at beskytte både befolkningen og kritisk infrastruktur.

Ifølge forsvarsministeren er beslutningen truffet på baggrund af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation.

– Det er en meget svær beslutning, men jeg er tilfreds med, at vi i dag har opnået enighed. Det er et nødvendigt skridt, og jeg er glad for, at vi har udvist handlekraft, siger Troels Lund Poulsen.

Forsvarschef Michael Hyldgaard peger på, at krigen i Ukraine har understreget behovet for at kunne imødegå trusler fra luften.

– Krigen demonstrerer tydeligt, at moderne jordbaseret luftforsvar er afgørende for at beskytte både civilbefolkningen og samfundets vitale strukturer, siger han.

Med beslutningen tager Danmark et markant skridt i opbygningen af et flerstrenget forsvar. Indkøbet skal ses som en del af en bredere oprustning, hvor især kapaciteter til at møde lufttrusler har høj prioritet.

Fakta:

  • Der anskaffes i alt otte systemer, der hver har et antal fire units. En fire unit kan selvstændigt affyre et styret missil af mod et identificeret luftmål (typisk bestående af en radar, en kontrolfacilitet, et eller flere affyringsplatforme samt et antal missiler).
  • Med anskaffelsen vil der være jordbaseret luftforsvar til stede i hele Danmark med henblik på beskyttelse af f.eks. civilbefolkningen, byer, militære objekter og kritisk infrastruktur.
  • Systemerne vil også kunne sammensættes til at yde et mere robust og lagdelt områdeforsvar af f.eks. byer og større befolkningsområder mod den samme typer trusler.
  • Det første jordbaserede luftforsvarssystem forventes taget i operativ anvendelse allerede i 2025 og antallet af systemer øges gradvist herefter.

Abonnér
Giv besked om

0 Comments
Ældste
Nyeste Flest stemte