Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har varslet en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) i en analyse har rejst kritik af efterretningstjenesten.
Kritikken blev frembragt i august. Efter kritikken er i alt fem medarbejdere fra FE blevet fritaget for tjeneste og hjemsendt.
Læs hovedpunkterne fra TET, som de er refereret i en pressemeddelelse, her:
* Tilsynet vurderer, at Forsvarets Efterretningstjeneste fra 2014 til 2020 i forbindelse med kontroller har “tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold”.
Det skulle være sket, i forhold til hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste har indhentet og videregivet information.
* Centrale dele af Forsvarets Efterretningstjenestes indhentning af information har risiko for, at der bliver indsamlet information om danske statsborgere.
* Ledelsen har undladt at følge op på indikationer af spionage inden for Forsvarsministeriets område.
* Tilsynet vurderer, at der i Forsvarets Efterretningstjenestes ledelse og dele af tjenesten har været en kultur, hvor “uberettigede aktiviteter eller uhensigtsmæssige forhold søges skrinlagt” og skjult for kontrollen.
* Forsvarets Efterretningstjeneste har haft ulovlige aktiviteter, der blandt andet involverer “indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere”.
* Forsvarets Efterretningstjeneste har “behandlet” oplysninger om en ansat i Tilsynet med Efterretningstjenester.
Kilde: Tilsynet med Efterretningstjenesterne.
/ritzau/
