Forsvaret har for nyligt afholdt deres arrangement ‘En dag med eliten’. Her får håbefulde unge mulighed for at prøve kræfter med nogle af verdens bedste eliteenheder, nemlig Jægerkorpset, Frømandskorpset og Siriuspatruljen. Denne årlige begivenhed blev afholdt den 18. september i år, og ligesom tidligere var der lagt i ovnen til den helt store omgang for deltagerne.
Krigeren.dk har i år fået et indblik i oplevelserne for Anders, en kommende diplomingeniør uden den store erfaring fra det militære liv.
Læs hans egen beretning herunder og kom gerne selv med input i den efterfølgende diskussion.
Mit navn er Anders, og jeg er netop ved at afslutte min diplomingeniør med 4 måneder endnu.
Siden min værnepligt i den Kongelige Livgarde for nogle år siden, har jeg jævnligt drømt mig tilbage til den grønne tid, og jeg har derfor deltaget i alle de arrangementer fra Forsvaret, jeg overhovedet har kunnet finde tid til, for at komme blot en smule i nærheden af felten igen.
Lørdag den 18. september 2010 stod jeg op 0250 for at kunne stille i Aalborg 0840 til afhentning på Flyvestation Aalborg. Her skulle en kammerat og jeg høre om eliteuddannelserne i Forsvaret; Jægerkorpset, Frømandskorpset og Slædepatruljen Sirius, og vi glædede os som små, grønne spirer.
På forhånd havde jeg for længst frakastet idéen om en fremtid i eliten, da jeg til hverdag bruger linser, og dermed ikke havde det medfødte, perfekte syn, jeg troede var nødvendigt. Jeg havde fået denne idé fra en tur i Flyvevåbnet, hvor jagerpiloterne ikke må være blevet opereret. Det har i et års tid irriteret mig frygteligt, at JEG skal blive vraget for noget, jeg ikke selv har haft en mulighed for at gardere mig imod.
Jeg er ikke en person, der lader andre fortælle mig, hvad jeg kan og ikke kan. Derfor glædede det mig ganske betragteligt, da kravet for adgang til en eliteuddannelse kræver perfekt syn, men må gerne være blevet opereret. Så vidt jeg kan gennemskue, så er det en ny udmelding fra Forsvaret.
Foredragene blev holdt af en lettere aldrende jæger, en tidligere jæger og siriusmand. Frømanden måtte vi undvære, da det viste sig, at de pludselig ikke kunne undvære personel. Ærgerligt, men også fedt at vide, at vi faktisk bruger vores højtuddanne soldater.
Efter to utroligt spændende foredrag med masser af billeder, samt de sædvanlige små historier fra virkeligheden, blev det tid til andel del af min dag med Eliten – vi skulle nu prøve disciplinerne: Fast-roping, rappelling og tårnspring.
Jævnligt tager jeg forbi den lokale militære forhindringsbane, så et spring fra tre meter, og sågar med reb, var ikke det sværeste for mig i disciplinen fast-roping.
Til gengæld slog min noget velvoksne højdeskræk ind, da jeg efterfølgende skulle op i et 18 meter højt tårn for at rappelle ned ad siden. Efter en seriøs omgang tøjring af sindet var mit første møde med rappelling, trods alt, utroligt vellykket, og jeg kom ganske elegant og problemfrit ned på mit foretrukne underlag.
Da jeg til sidst skulle prøve tårnspringet, der indebærer halvanden meters frit fald fra 15 meter, var min galoperende højdeskræk og skrigende fornuft på sit højeste. Efter ti sekunders ekstra overvejelse og en indre konflikt, der føltes som en yderst blodig krig mellem samtlige organer, tog jeg springet, falder, og bliver reddet af selen, der skal bære mig hele vejen ned for enden af et kabel for at give følelsen af de sidste meter af et faldskærmspring.
Mens vi ventede på vores respektive ture, kunne vi gå rundt kigge nærmere på elitens materiel, transport og – ej at forglemme – deres våben!
Alt i alt var det en fantastisk dag og oplevelse. Jeg kunne gå derfra med oprejst pande velvidende, at jeg havde fået rykket nogle grænser, og ansøgningen til Hærens Sergentskole ligger nu udfyldt.
Nu håber jeg blot, der er plads til, jeg kan blive optaget og at jeg ikke bliver ramt af den aktuelle spareplan.
Hvis du har spørgsmål til Anders omkring hans oplevelser med Jægerkorpset, så svarer han gerne på dem i debatten herunder. Tryk blot på ‘Kommenter dette i vores forum‘ og så er du med.