Udviklingsminister Søren Pind mødtes den 7. september med generalsekretærerne for de danske nødhjælpsorganisationer og den danske leder af FN’s beredskabsstyrke i Pakistan for at drøfte den alvorlige nødhjælpskatastrofe i Pakistan.
Udviklingsministeren har på baggrund af sin rejse til Pakistan besluttet at udmønte 60 mio. kr. til forbedring af vand, sanitet og sundhed i landet med fokus på særligt sårbare grupper. Indsatserne vil koncentrere sig om de sydlige provinser af Pakistan, hvor katastrofen fortsat er på sit højeste. Men der vil også blive sat ind med tidlig genopbygning i de områder af landet, hvor vandet har trukket sig, og hvor folk er begyndt at vende tilbage.
Der er stort behov for yderligere donormidler til at fortsætte den nødvendige humanitære indsats i Pakistan. Sundhedseksperter frygter epidemiske udbrud af kolera og dysenteri, som vil kunne koste et meget stort antal menneskeliv, hvis der ikke sættes ind omgående med forbedring af vandforsyning og styrkelse af kapaciteten til at behandle vandbårne sygdomme. Der er samtidig stigende behov for opmærksomhed på, at særligt udsatte grupper såsom børn, ældre, enlige kvinder og flygtninge fra Afghanistan både har vanskeligt ved at få adgang til hjælp og risikerer at blive udsat for overgreb.
Fordelingen af midler er som følger:
- Beredskabsstyrelsen: 22 mio. kr.
- Røde Kors bevægelsen: 20 mio. kr.
- UNHCR: 8 mio. kr.
- Red Barnet: 5 mio. kr.
- Folkekirkens Nødhjælp: 5 mio. kr.
Danmark har dermed ydet i alt ca. 130 mio. kr. i akut humanitær bistand til Pakistan, og er en af de største bidragsydere til nødhjælpsarbejdet.