Danmarks strategi var forfejlet og førte ikke til fred, mener forsvarslektor. Styrkerne spredte sig for meget.
Historien om den danske indsats i Afghanistan indeholder store fejltagelser. Vores soldater gik ind i for store landområder, og krigen har ikke ført til varig stabilitet og fred.
Sådan lyder vurderingen fra lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
– Vi skulle have lagt en mindre ambitiøs strategi.
– Hvis vi kunne spille filmen igen, ville vi gøre det anderledes. Så ville vi ikke have sendt Nato-soldater ud i hele Afghanistan. Så ville vi have ladet dem blive i Kabul og så træne afghanere i vildskab, siger Peter Viggo Jakobsen.
I begyndelsen af Afghanistan-indsatsen var danske styrker kun i hovedstaden Kabul. Peter Viggo Jakobsen indrømmer, at han selv var blandt de eksperter, der anbefalede, at forsvarsalliancen Nato senere udvidede sin tilstedeværelse i landet.
Danske soldater blev således sendt til Helmand-provinsen i 2006.
– Det må vi sige, var en stor fejl, siger han.
Man skulle have haft fokus på træning af afghanske sikkerhedsstyrker fra begyndelsen, så de kunne tage kontrol med landområderne uden for Kabul. På den måde kunne Danmark højst sandsynligt have sparet adskillige soldaters liv, lyder det.
Torsdag offentliggøres en samlet rapport om den danske indsats i Afghanistan.
Den indeholder tre delrapporter, som sætter spørgsmålstegn ved, hvad Danmark har fået ud af den 14 år lange krigsindsats, som har kostet 43 danske soldater livet.
Konklusionen er blandt andet, at Afghanistan – stadig – er en meget skrøbelig stat.
Landet er ikke i stand til at skabe grundlæggende sikkerhed, retssikkerhed, serviceydelser eller økonomiske muligheder for alle borgere.
En tilsvarende vurdering kommer fra forsvarslektor Peter Viggo Jakobsen.
– Det er indlysende for enhver, at de bestræbelser, vi har brugt på at skabe stabilitet, respekt for menneskerettighederne og demokrati ikke er lykkedes. Der er stadig krig, og nogle af de udviklingsprojekter, vi har lavet, er rullet tilbage, siger han.
/ritzau/
Det er vel snarere tidshorisonten for indsatsen, som den er gal med. Se på historien fra USA´s tilstedeværelse i Sydkorea – indtil det land var i stand til at have en sund økonomi. Se på efterkrigs-Tysklands udvikling fra ruinhob til et økonomisk solidt land – og husk lige på, at det land havde før nazi regimet et meget højt antal nobelpris modtagere.
Afghanistan har mange analfabeter og ikke en højt uddannet befolkning, har levet i borgerkrig meget længe og har ikke en stabil økonomi, og et bruttonationalprodukt pr. indbygger som er ca. 1% af det danske bruttonationalprodukt. Tænk lige på skatten af en så lav indkomst – og før på den baggrund en god regeringsførelse med høje udgifter til forsvar og politi – i et land, som ligger i den negative ende af listen over korrupte lande. Det er ikke let at gøre, selv med viljen til stede.
Alle disse faktorer gør, at successen fordrer en langsigtet indsats, og prisen er høj. Udfordringen er, at prisen for ikke at gøre dette kan godt være endnu højere.