Hvordan beskriver man en helt? Hvad har helte som gør dem forskellige fra ’almindelige’ mennesker? Disse to spørgsmål kan Thomas Harder, med Anders Lassen som eksempel, svare på.
Thomas Harder har lavet denne meget omfattende biografi om en af historiens højst dekorerede danskere, nemlig Anders Lassen som ved helt særlig tapperhed gjorde sig fortjent til et posthumt Victoriakors. Men historien om Anders Lassen byder på så meget mere end medaljer og hæder. Det er historien om en soldat og en mand med problemer og særheder nøjagtig som alle andre. Gennem vid brug af private arkiver, som dagbogsoptegnelser af både Lassen selv, men også folk der har mødt ham, får man et godt indtryk af manden. Der er en del beskrivelser fra anden hånd af Lassen, selv hvordan han var når han var fuld.
Sammen med en almen viden om mennesker, har Harder præsteret at give et billede af Lassen, uden at det falder til spekulationer. Hvor der netop er tale om spekulationer pga. mangel på kilder, er dette tydeligt markeret, hvilket yderligere bidrager til troværdigheden.
Hvor de fleste biografier ofte holder sig meget snævert til hovedpersonen, har Harder, uden at miste fokus, præsteret at få præsenteret en masse af de mennesker som Anders Lassen har mødt, på en overskuelig måde. Det vidner for i øvrigt om et utroligt vidt kildemateriale, sat op og brugt på en måde hvor det virker både troværdigt og meget overskueligt. Den store kilde mængde der er, hindrer dog ikke et rigtig godt flow i historien om manden.
Om Anders Lassen, er der ikke forherligelse, ikke nogen trang til at sætte Lassen på en piedestal. Da jeg havde læst bogen havde jeg ikke et indtryk af Anders Lassen som et forbilledligt menneske, men som en fabelagtig soldat. Lassen var villig til, for sine egne motiver, at kæmpe i nogle af de sværeste og med udsatte slag nogen soldat kunne tænke.
Når alt kommer til alt, så er kommandosoldater en type mennesker som netop skal kunne være i stand til at tage et liv, helt tæt på og personligt. En evne Lassen havde som særligt ses ved et citat fra hans ’Jagtjournal’ hvor fjendtlige soldater bliver set som bytte: ”To nedlagt ved overlagt og beregnet skydning,”.
Anders Lassen var en soldat og kriger helt ind i knoglen, en af dem som ikke passer ind nu om dage, men som er nødvendige for at kunne gøre det vi andre ikke kan. De slag Lassen udkæmpede var heller aldrig i krigens centrum, Lassen deltog aldrig i de store operationer som gik over i historien. Mens krigen rasede i Afrika, Atlanten og luftrummet over England var Lassen indsat i utallige små raids og patruljer på den franske nordkyst, missioner man ellers aldrig har hørt om. Mens general Patton suste frem mod Rhinen var Lassen og diverse andre kommando enheder indsat i en nærmest guerillakrig i det græske øhav uden mulighed for kraftig støtte. Netop denne forklaring af krigen i periferien, er en af bogens bedste sider. En helt ny historie, for almindelige læsere, bliver belyst gennem enkeltpersoners intense oplevelser.
Jeg kan på det varmeste anbefale bogen til Krigerens læsere, da jeg tror en del soldater, udsendt som ikke, vil kunne delvis sætte sig i Lassens sted. Derudover bringer det lys over en hidtil meget dårligt belyst siden af krigen, en side enhver interesseret læser vil finde utroligt spændende.
Den får 4 ud af 5, for det gode sprog, det gode historiske håndværk og den spændende og gode historie.
Forlag: INformations Forlag
Antal sider: 591
ISBN: 9788775142538
Forfatter: Thomas Harder
Udgivet: 2010

god bog rigitgt godt skrevet, kan stærkt anbefaledes..