Lokale har fundet over 200 T-80 kampvogne i en skov, hvor det russiske militær tilsyneladende har glemt dem i november. Imens har børn leget i kampvognene, som stod ulåst og klar til at køre.
Under et tykt lag sne har de 200 stk T-80’ere stået gemt og glemt. Det er ca. fire gange så mange kampvogne, som det danske forsvar råder over. Kampvognene stod efterladte og ubevogtede, da en gruppe russere stødte på dem under en gåtur 100 km fra millionbyen Jekaterinburg. »Først troede vi, de var del af en eller anden øvelse. Men de var dækket af sne, og det var tydeligt, at der ikke havde været nogen i lang tid. Der var ingen vagt, vi var chokerede. Man kunne bare sætte sig op og køre væk, ingen ville lægge mærke til det,« siger 30-årige Pavel til internetavisen Life News.
»De er ikke blevet efterladt. Det er del af en planlagt flytning af militært materiel fra en anden garnison. Kampvognsenhederne har indtil midten af marts, til selv at køre til basen, hvor de skal på lager,« siger pressemedarbejder ved Volga-Ural Militærdistriktet Dmitrij Burdakov til lifenews.ru. Han vil ikke uddybe sagen nærmere, da der er tale om en statshemmelighed.
Og om der var ammunition i T-80’erne melder historien ikke noget om.