Hjemmeværnet mener at have fundet 15 af de 16 skydevåben, der tidligere torsdag blev meldt bortkomne fra hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster.
Det oplyser Hjemmeværnskommandoen i en kortfattet meddelelse.
Der mangler dog stadig det største af våbene – et maskingevær – samt et bundstykke og 50.000 stykker ammunition til håndvåben.
Generalmajor Jens Garly, der er chef for Hjemmeværnet, sagde tidligere torsdag, at man ikke kunne udelukke, at der lå en kriminel handling bag våbnenes forsvinden.
Men til TV Øst siger Garly sent torsdag, at der formentlig er sket fejl i forbindelse med administrationen af våbnene i Hjemmeværnets computersystem.
Om det sidste våben og ammunitionen også gemmer sig i fejlagtige computerregistreringer, kan han ikke sige noget om.
»Vi fortsætter med at lede efter det, vi mangler«, hedder det i en kort meddelelse fra Hjemmeværnskommandoen.
/ritzau
Kommentare