Forsvaret gennemfører en større organisatorisk ændring. Formålet er ifølge Forsvarskommandoen at skabe en klarere ledelsesstruktur og hurtigere beslutningsgange. Ændringen indebærer både flytning af eksisterende myndigheder og etablering af nye stabe og kommandoer.
Forsvarschef Hyldgaard har netop præsenteret den nye organisering, som skal danne rammen for Forsvarets videre opbygning i de kommende år. Baggrunden er det ændrede sikkerhedspolitiske miljø og behovet for at kunne reagere hurtigere på nye opgaver.
Nye myndigheder under Forsvarskommandoen
To eksisterende myndigheder – Personelkommandoen (PKOM) og Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) – overføres til Forsvarskommandoen.
Derudover etableres en ny Økonomi- og Driftsstab, der får ansvaret for Forsvarets økonomiske planlægning og styring. Staben skal samle budget- og investeringsopgaver på tværs af organisationen.
Ny Operativ Støttekommando – OSK
En ny myndighed under navnet Operativ Støttekommando (OSK) oprettes som en niveau II-kommando direkte under Forsvarskommandoen. Kommandoen samler Forsvarets støttefunktioner, herunder:
- Forsvarets Sanitetskommando (FSK)
- Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (FVT)
- Joint Movement and Transportation Organization (JMTO)
- Dele af Supply Chain Division (SCD)
Kommandoen får ansvaret for den samlede operative logistik og støtte. Den får foreløbigt hovedsæde i Brabrand, hvor en midlertidig stab skal fastlægge den endelige struktur frem mod 2026.
Flere analyser på vej
Ud over oprettelsen af OSK iværksætter Forsvarskommandoen en række analyser for at afklare opgave- og ansvarsfordelingen i den nye struktur.
Det gælder blandt andet it-støtte, økonomi- og HR-modeller, kommunikation samt grænsefladerne mellem niveau I og II. Analyserne forventes afsluttet i løbet af 2025 og begyndelsen af 2026.
