Et år senere – Veteranerne venter stadig

Foto: krigeren.dk
Foto: krigeren.dk
Foto: krigeren.dk

Den 23. oktober 2012 demonstrerede en gruppe danske krigsveteraner foran Christiansborg. Deres anke var den berygtede seks-måneders regel, som forhindrede mange veteraner i at få deres anerkendelse og erstatning fra den stat, som havde sendt dem ud i krig og krigslignende situationer. Fælles for dem var – og er – at de er ramt af PTSD (post traumatisk stress disorder). Ligeledes fælles for dem var, at Arbejdsskadestyrelsen havde afvist deres sager, fordi de ikke havde været til læge med deres symptomer inden for seks måneder efter hjemkomst.

Politikerne stod i kø, mens tv-kameraerne snurrede, og løfterne var talrige. Det gennemgående tema var, at naturligvis skulle denne regel ændres. Undersøgelse efter undersøgelse fastslog, at PTSD er en lidelse, der udvikler sig over tid – ofte lang tid.
PTSD er desuden en af de få psykiske lidelser, der kan udløse en arbejdsskadeerstatning.

LÆS OGSÅ : PTSD-ramt veteran : Vi gjorde det sgu

Den 23. april 2013 – præcis seks måneder efter demonstrationen – vedtog et enigt folketing, at reglen skulle laves om. Men det krævede en lovændring. Altså besluttede man, at der skulle laves en sådan ændring. Der skulle bare lige laves endnu en undersøgelse. Så kom sommerferien i vejen, og ting tager jo tid – især i folketinget.

Nu er den ændring endelig på vej og skulle efter sigende behandles i tinget i begyndelsen af december.

Så skulle man jo tro, at alt var vel. Man skulle måske også tro, at Arbejdsskadestyrelsen ville benytte ventetiden til at gennemgå de sager, som var blevet afvist på grund af seks-måneders reglen, så de ligger klar, den dag loven bliver vedtaget. Det er vist det, man kalder rettidig omhu.

Rettidig omhu er dog ikke et begreb/ metode man benytter i Arbejdsskadestyrelsen. Her har man gjort en dyd ud af at lade alle de berørte sager ligge og samle støv, mens loven bliver lavet om. Officielt er de ganske vist genoptaget, men de ligger solidt begravet i styrelsens enorme syltekrukke.

I dag den 23. oktober 2013 er det et år siden, festtalerne ved Christiansborg lød foran de snurrende kameraer.

Veteranerne venter stadig.

Åbent brev af Hanna Munkebo

 

 

[divider]Tilmeld vores nyhedsbrev[/divider] [wysija_form id="4"] [divider]---[/divider]

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  1. Som veteran der selv har været igennem 13 års helvede, før tingene nu endelig er begyndt at vende den rigtige vej, føler jeg kun afsky overfor det system der jo tydeligvis nægter at genoptage sagerne, selvom det påstår det modsatte.