Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har indgået en kontrakt med Ejner Hessel A/S om leveringen af Forsvarets kommende lette opklaringskøretøjer af typen ENOK. Aftalen indgår som en del af opbygningen af den tunge brigade.
Køretøjerne leveres af Ejner Hessel i samarbejde med den tyske producent ACS Armoured Car Systems GmbH (ACS).
ENOK-platformen er baseret på Mercedes G-Klasse og tilpasses militære krav gennem ACS’ udvikling og Hessels opbygning, montage og integration af udstyr.
Samarbejdet bygger videre på den rammeaftale, som tildelte Ejner Hessel leverancen af op til 1.000 specialbyggede G-Klasser tidligere på året.
Før kontrakten blev indgået, testede Forsvaret to forskellige køretøjstyper i et tre uger langt forløb i august. Testen omfattede terrænkørsel, teknisk vurdering, ergonomi og lasteevne. ENOK blev valgt på baggrund af disse kriterier.
Chef for Landdivisionen i FMI, oberst Thomas Øgendahl Knudsen, fremhæver køretøjets rolle i brigadens struktur:
– Vi er godt i gang med anskaffelserne til opbygningen af den tunge brigade, og de lette opklaringskøretøjer til opklaringsenheden er en vigtig brik i dette puslespil. Aftalen sikrer Hæren et alsidigt og manøvredygtigt køretøj, der giver dem de bedste betingelser alle steder i verden.
Køretøjerne skal anvendes af brigadens opklaringsenheder og tilknyttede støttefunktioner. Derfor indkøbes de i flere varianter for at kunne løse forskellige operative opgaver.
De kommende år leveres ENOK-køretøjerne i etaper. Den første leverance består af et mindre antal basismodeller, som skal gennemgå yderligere brugertests, inden de øvrige konfigurationer godkendes til produktion.
Specs
| Motorkraft | 183 kW / 600 Nm |
| Maksimal hastighed | 120 km/t |
| Akselafstand | 2,850 mm |
| Frihøjde | 241 mm |
| L x B x H | 4.700 x 1.900 x 1.850 (bredde uden spejle) |
| Pansringsniveau | Op til STANAG 1 |
| Mandskab | 4 personer |
| Køretøjets totalvægt | 4.900 kg |






