Forsvaret har besluttet at anskaffe yderligere 44 nye infanterikampkøretøjer (IKK), også kendt som CV90. Beslutningen betyder, at Hæren hurtigere får en fuldt moderniseret flåde på i alt 159 køretøjer.
Anskaffelsen er en erstatningsanskaffelse for de 44 nuværende infanterikampkøretøjer, der oprindeligt skulle have været opdateret.
Ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen styrker anskaffelsen både Hærens kampkraft og arbejdet med at opbygge brigaden. Ministeren fremhæver også det tætte samarbejde med Sverige, hvor køretøjerne bliver produceret.
Hærens nuværende 44 IKK’er skulle efter planen opdateres, men en opdatering ville betyde, at køretøjerne var ude af drift i en længere periode. Samtidig ville den samlede flåde først være klar i 2033.

Ved at købe nye køretøjer kan Hæren i stedet nå målet allerede i 2030. Chefen for Hæren, Generalmajor Peter Boysen kalder det afgørende for opbygningen af den tunge brigade.
De 44 eksisterende infanterikampkøretøjer udfases og oplægges til reservedele i muligt omfang.
De nye køretøjer er blandt de mest avancerede i deres klasse og leveres med en række teknologiske forbedringer i forhold til de nuværende danske IKK bl.a.:
- Nyt tårn, som forbedrer balance og ergonomi for besætningen
- Gummibælter, som reducerer vægten og forbedrer mobilitet samt arbejdsmiljøet for besætningen
- Panserværnsmissilsystem til integrering på køretøjerne
- Aktivt beskyttelsessystem
Leveringen af de 159 køretøjer forventes mellem 2027 og 2030.
Finansieringen sker via Accelerationsfonden.
Kilde: FMI
De 44 der skal skrottes vil være guld værd for Ukraine da de kan sendes afsted med kort varsel. De er et sted nu hvor de slet ikke kan stole på USA som allieret efter Trumps seneste ”overgivelsesplan” og de har hårdt brug for netop IKKere.