Boganmeldelse : Pirate Alley

Bemærk: Denne artikel er mere end 13 år gammel. Indholdet kan være forældet.

Af Mikael Valsted Sørensen

Foran mig ligger bogen ”Pirate Alley” af kontreadmiral Terry McKnight fra U.S. Navy. En bog, som jeg har spenderet mindst lige så meget tid på at tænke over, som jeg har brugt på at læse. Ikke kun fordi jeg har et særligt forhold til det pirateri, som vi oplever ud for Afrikas Horn i disse år, men fordi der er noget særligt ved bogen, der er svært at sætte en finger på.

I bund og grund skriver McKnight med en brændende passion, og læseren kommer vitterligt ind under huden på kontreadmiralen under det forløb, som bogen dækker. Med denne meget samfundsrelevante bog ønsker McKnight at sætte sit præg på debatten ved at vise, hvordan en amerikansk officer har oplevet pirateriindsatsen.

Hverken et memoir eller en afhandling, men en passioneret historie
Efter de første kapitler bliver man som læser overvældet af forfatteren, men på den forkerte måde. Mit første indtryk er af en rodet bog uden overblik og med en admiral med alt for meget at tale om, men for lidt at sige. Forfatterens største problem er, at han hverken besluttede sig for at skrive et memoir, en beretning fra frontlinjen eller en afhandling om pirateri. Det betyder, at det ellers vigtige budskab, som McKnight ønsker at formidle, forsvinder i mængden af sørøverhistorier og manglen på en rød tråd.

“Billions of dollars have been spent building prisons in the region, deploying numerous naval task forces, and implementing countless best practices, but these pesky buccaneers still have the upper hand. How can this be so hard? No matter what the solution, all recommendations point to fixing piracy ashore in Somalia.”

Som kapitlerne dog bliver læst, ændrer man dog umærkeligt opfattelse af McKnights bog. Det andet indtryk er af en forfatter, der vitterligt har noget at sige. En nu pensioneret kontreadmiral, der mener, at både USA og resten af verdenssamfundet har et problem, som ingen reelt forsøger at løse. Bogen giver et indtryk i dette problem via egne beretninger, interviews og studier i andres værker. Som et kludetæppe af farverige tøjstumper fremkommer et helt billede, en historie.

Et ukønt, men brugbart kludetæppe
Fra ende til anden leverer McKnight et personligt perspektiv på sine oplevelser i og uden for Aden-bugten. Det er sjældent kønt eller sammenhængende som kludetæppet, men som natten skrider frem bliver det mere og mere brugbart.

Lad mig ende med at konkludere, at jeg stadig ikke er sikker på, hvad McKnight ønsker at fortælle læseren. På trods – eller netop på grund af – de interessante beretninger fra rælingen, det sjældne kig ind i den amerikanske flådes maskinrum og kommentarerne fra forskerverdenen, løber ideen med bogen ud i sandet.

Hvorfor skal du så læse den? Du skal kaste dig over bogen, hvis du er bidt af en gal pirat, eller hvis du er interesseret i at vide, hvordan ledende officerer løser politiske betændte problemer som pirateri. McKnight bringer både en række interessante vinkler på et gammelt problem og ny viden til bords, og alene af den grund fortjener den at blive læst og diskuteret. Det er ikke en bog, der vil gå over i historien, men den fungerer fint som en distraktion indtil da.

Abonnér
Giv besked om

0 Comments
Ældste
Nyeste Flest stemte