De Danske Legionærer – Ære Og Troskab I Fremmedlegionen
For de fleste findes der få militære enheder med en historie så blodig, så mystisk og alligevel så heroisk som fremmedlegionen. Stort set alle har hørt om den, men hvad der virkelig sker, er for mange stadig et mysterium. I de seneste par år er det dog blevet mere og mere åbent, i takt med at flere og flere taler ud om deres oplevelser i Fremmedlegionen.
Journalisten Hanne Mølby Henriksen har taget udfordringen op, at beskrive fremmedlegionen fra et dansk perspektiv. Bogen, De danske Legionærer, Ære og Troskab i Fremmedlegionen er historien om Anders og Peter der begge træder ind i fremmelegionen. Deres historie, som til tider krydser, danner rammen hvor adskillige andre anekdoter og citater fra andre kilder. Det er citater fra alle de kendte værker, som Prins Aages bøger sammen med mange andre der har tjent igennem det tyvende århundrede.
Bogen i sig selv er ikke nyskabende. Det er mest en samling ganske underholdende historier og citater, som giver et indtryk af hvad livet er, når man er legionær. Den støvede historie med store slag osv. bliver holdt på et minimum og den historie der kommer frem, er den som er relevant for den enkelte legionær. Når det er sagt, skal man huske, at man ikke bliver ekspert på legionen efter at have læst bogen. Bogen følger relativt snævert rammehistoriens to hovedpersoner, som begge ender i det samme regiment, 2. Regiment Etrangere Parachutiste.
Man får ikke så meget indblik om de mange andre regimenter og enheder som udgør legionen, men når alt kommer til alt, så er éns soldats beskrivelse af livet, meget lig en andens.
Bogen er skrevet i et let sprog, uden fingre imellem. Fx lægges der ikke skjult på, i følgende citat, hvor ondt det gør hvis ’udstyret’ ikke sidder på plads før et faldskærmsspring:
”Taskens skulderstropper borer sig ind i kødet på ham, men de to seler mellem benene er lige ved at tage livet af ham. Av for satan. Anders har ikke været opmærksom på at placere dem rigtigt. Der er noget i klemme. ”
Fagudtryk er oversat og forklaret på en god og logisk måde der, sammen med et kort opslag bag i bogen, gør det let forståeligt. Tonen i bogen er ærlig, når der bliver bandet, bliver det skrevet og det er ikke alle historier som er lige stuerene. Men det er heller ikke en historie der ikke fortæller andet end hvor store helvedes karle legionærerne er. Det er en nøgternt og ærlig fortælling. På sin vis forfatteren fortjener ros for at balancerer mellem ’det sjove’ og samtidig undgå at glorificere krigens rædsler og det faktum at soldater ikke er engle med snehvid samvittighed. Det er en ærlighed, der sammen med historiernes personlige vinkel gør, at man ikke ser de store linjer, men soldatens. En niche som har haft et hul og som bogen udfylder ganske udmærket.
