Besætning på ABSALON : ’Det er ikke sjovt mere’

Inden for det seneste år har flere og flere besætningsmedlemmer fra de fleksible støtteskibe ABSALON og ESBERN SNARE søgt væk. Enten fra forsvaret eller fra de to skibe til andre funktioner i søværnet. Årsagerne er flere men blandt begrundelserne er; umulig planlægning, mange sejladser og for trange forhold om bord.

Det kræver sin mand –og kvinde at høre til en operativ enhed. Især når denne enhed skal være klar til indsats, uanset hvor i verden det må være, med meget kort varsel døgnet rundt og året rundt. Det ved man selvfølgelig godt, når man tegner kontrakt med enheden, og for mange er det da også en livsstil, de tri­ves med i kortere eller længere tid.

Før var det ’vores skib’. Nu er det bare blevet et job

Men efterhånden bliver denne tid kortere og kortere for flere og flere. To af søværnets travle operative enheder er de fleksible støt­teskibe ABSALON og ESBERN SNARE. Siden 2008 har de og deres besætninger med meget få afbrydelser, på skift været indsat i Adenbugten og ud for Syriens kyster.
Besætningerne er af sted cirka tre måneder ad gangen, og når de kommer hjem, er det ikke kun til afvikling af ferie. Måske skal skibet på værft eller ud på en aktuel øvelse, og så må familien altså nøjes med et hurtigt goddag og farvel igen. Med lodder og trisser lykkedes det ABSALONs besætning af få en hel sommerferie på de tre sammenliggende uger, inden det gik løs igen, men ellers er det småt med fritid.

De seneste to besætningsskifte har da også ført til et bredt skifte i selve personel­let. På begge besætninger har man måttet tage afsked med op imod 25 procent af stam­ besætningen, fordi de enten fik hyre andre steder i søværnet eller valgte at forlade For­svaret helt.

-­ Der vil altid være nogen, der stopper af den ene eller anden årsag. Men efterhånden er det ret mange, vi må sige farvel til, og det kan jo ikke undgå at mærkes. Mange af dem er erfarne folk på vitale poster, siger fælles­ tillidsmand Tommy Haupt, der selv hører til stambesætningen på ABSALON.

Han lægger heller ikke skjul på, at han godt forstår de kolleger, der nu siger stop. Det kan forklares i en eneste linje; det er ikke sjovt længere.

Stressende dagligdag

Nu behøver ens arbejde jo ikke nødvendigvis være sjovt hele tiden. Men når der efterhån­den er længere og længere mellem smilene, og det daglige arbejde nærmer sig noget, der både er stressende, surt og plagsomt, så må man nødvendigvis også lige standse op og overveje, om man skal fortsætte eller se sig om efter noget andet. Og det er altså det, flere og flere blandt besætningerne har gjort.

Denne eftermiddag har CS journalisten sat Tommy Haupt og nogle af hans kolleger stævne på ABSALON. Skibet er ved at gøre klar til nogle dages øvelse, men gruppen, der repræsenterer både konstabler, marinespe­cialister og befalingsmænd, tager sig alligevel tid til en grundig snak tværs over bordet om situationens alvor.

At det virkelig ikke er ’sjovt mere’, under­streges også af, at gruppen ønsker at være anonym. De føler simpelthen, at det vil få ubehagelige konsekvenser, hvis de står frem med navn efter en ærlig og åben snak.

Blandt det, der bliver lagt frem, er også en forståelig træthed efter en del år med mange sejladser. En forståelig træthed efter en del år med mange sejladser. Afrika tur efterfulgt af øvelser. En Afrika tur med en hurtig om­ dirigering til RECSYR (kemiske våben ud af Syrien.red) trak desuden tænder. Flere gange oplever besætningen, at planer ændres med kort varsel. Det er forståeligt som operativ enhed, men det er også en stressende faktor, som let påvirker den enkelte. Det fører hen på et emne, som virkelig fylder meget hos de fremmødte; planlægning. Eller rettere; en planlægning, der hele tiden ændres og som følge deraf, efterlader besætningen forvir­ rede og stressede.
­- Det er simpelthen ikke i orden, fastslår Tommy Haupt, og gruppen supplerer med samstemmende nik.

Nogle af de punkter, de nævner i forbindelse med planlægning, er også logistikken. Hvordan der bliver flyttet rundt i lukaf’erne for at gøre plads til så mange som muligt, få og korte havneophold, manglende plads i det fly, der skal bringe dem hjem efter endt tjene­ste (når der er tørnet med en ny besætning), uniformsdele og bagage, der ikke når frem.
-­ Vi føler mange gange, at vi er anden prioritering, lyder det fra gruppen.
­- Vi har været af sted så mange gange, at man skulle tro, vi havde lært af erfaringerne. Det burde blive bedre, men det gør det ikke. Det bliver faktisk kun værre, tilføjer en an den.
­- Vi får også ny ledelse med hver gang, og de bruger meget tid på at starte op forfra. Vi bliver behandlet som børn, konkluderes det.

Brede skotter mellem graderne

Uvilkårligt kommer man ind på, at tonen om bord også er ændret. Afstanden mellem menige/ befalingsmænd og så officersgrup­pen synes pludselig stor. Der er brede skotter mellem grupperne, noget man ellers ikke har været vant til i flådens skibe.

– Det er som om, vi hele tiden får at vide; kan du ikke lide duften i bageriet, kan du jo bare forsvinde, påpeger en, og kammeraterne nikker igen.

Som Danmarks deltager i eksempelvis operation Ocean Shield (kampen mod pirateri i Adenbugten.red.)er det ikke kun stambesætningen, der sendes af sted. Til en operativ opgave som denne, knytter sig mange led, der også skal tilpasses. Eksempelvis den særlige ma­ritime indsatsstyrke, SMI, der består af militærpoliti og specialstyrker, primært fra frømandskorpset, jurister, efterret­ningsfolk, tolke, læge, sygeplejerske og præst. De gange Danmark har haft ledelsesansvar i operationen, har der des­ uden været søværnets taktiske stab om bord. Alt i alt har det øget antallet af folk på skibet, og det har igen betydet længere køer i kantinen, flere om hvert lukaf og i det hele taget flere om den i forvejen begrænsede plads på et moderne flåde­ fartøj. I tilgift har besætningen så også oplevet, at antallet af unge officerer, primært premierløjtnanter og kaptajnløjt­nanter er øget en del, udelukkende for at give unge officerer sejlerfaring.

Med mange officerer til forholdsvis få fartøjer, må der nødvendigvis puttes ekstra ind her og der, hvis alle skal opnå den eftertragtede træning til søs.

– Der er simpelthen ikke beskæftigelse nok til alle de ekstra folk. De seneste ture har vi jo heller ikke haft nogen tilfangetagelser el­ ler ransagning af formodede piratbåde, og det betyder så også, at hverken MP’er eller frøer har haft de store udfordringer. Så de har bare ’fyldt op’, og det er hverken tilfreds­stillende for dem eller os. De keder sig, og vi skuler til dem, fordi de ikke laver noget, mens vi har rygende travlt, fortæller en.

Tommy Haupt kender alt for godt problem­ stillingen.
-­ Det er jo fint nok, at der stort set ikke har været piratangreb eller mistanke om piratbåde i farvandet. Det viser jo, at vores indsats har virket. Men når det overhovedet bliver et pro­blem for os at se de mange om bord, der ikke rigtigt har noget at foretage sig, så er det jo bare fordi, hele situationen efterhånden er blevet så presset. Som stambesætning har vi jo rigeligt med opgaver, og så føler vi bare, at de andre fylder unødigt op. Det giver gnidninger, der alt sammen bare er med til at forstærke utilfreds­heden. Uretfærdigt eller ej, forklarer han.

-­ Det er de mange små ting, supplerer en anden.

Ingen forståelse fra ledelsen

I disse situationer føler besætningen ikke, at der er nogen forståelse at hente fra ledelsens side.
-­ De beskylder os bare for ikke at være fleksi­ble nok, lyder det.
-­ Igen er det bare; kan du ikke lide lugten i bageriet så gå, tilføjer en tredje.

Fællestillidsmanden indrømmer, at han ofte sammen med kollegerne føler, at ledelsen er tilbøjelig til at glemme personellet i den store helhed.
-­ Før var det ’vores skib’. Nu er det bare blevet et job, siger han dæmpet.

Det er helt igennem også indtrykket, at repræsentanterne her fra besætningen også har brug for at få lidt luft for deres frustrationer. Flere af dem har været med i en del år, og de er vant til, at man ikke bare piber for det mindste. Men de seneste måneder har været drøje.

-­ Det største problem er dog planfasthol­delse, og at der mangler informationer på flere niveauer, hvorfor trufne beslutninger først meldes ud i sidste øjeblik. Vi ønsker en højere grad af informationer. Også selv om skibsledelsen ikke er i stand til at levere en plan, som holder i tid og sted, så kan en melding om evt. planer og aktiviteter da også bruges. Informationsniveauet er dog blevet bedre på det seneste. Hvordan man ønsker at kommunikere informationer ud, må være op til ledelsen at vurdere, vi skal bare være opmærksomme på, at vi har personel, der ikke er til tjeneste så ofte som andre, fastslår Tommy Haupt.

Efter den nuværende planlægning, skal ABSALON først til Adenbugten igen i sidste kvartal af næste år. Indtil da byder skemaet på en del øvelsesvirksomhed og træning.
-­ Men lad os nu se, hvad der sker. Vi lader os ikke overraske mere, erkender fællestillidsmanden.

Et er i hvert fald sikkert. Når ABSALON næste gang stævner ud, er mellem hver fjerde og femte besætningsmedlem ny om bord.
­ – Chefen stiller selv sit hold, siger Forsva­rets ledelse jo. Jeg kan kun tilføje; at for tiden er der god plads på det hold, slutter Tommy Haupt.

Af Helle Kolding, Centralforeningen For Stampersonel (CS)