Hjælp på vej til støjramte F-35-naboer

F-35 Joint Strike Fighter Foto: C. Sundsdal - krigeren.dk

Naboerne til Flyvestation Skrydstrup har følt sig svigtet, fordi ingen har kunnet give dem konkrete svar på, hvordan de vil blive kompenseret for støjgenerne fra de nye F-35-kampfly.

Nu er regeringen klar med en kompensationsmodel, der afsætter 230 millioner kroner til de berørte beboere.

Det fremgår af et udkast til en aftale, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

Regeringen vil med det afsatte beløb kunne komme 1600 naboer til hjælp, som rammes af støj fra de 27 nye kampfly.

Det er en markant udvidelse sammenlignet med den tidligere VLAK-regerings udspil, som lagde op til at bruge 30 millioner på en kompensationsordning.

Borgmester i Haderslev H.P. Geil (V) siger til Ritzau, at han har set udkastet, og at det umiddelbart tegner godt.

– Det ser langt bedre ud end det, der oprindelig var lagt op til. Det må være en erkendelse af, at der bliver støjproblemer, hvilket forsvaret jo også har sagt.

Han glæder sig især over, at der lægges op til, at beboerne kan få en erstatning via ekspropriation og ikke kun en kompensation.

LÆS OGSÅ :  Billedgalleri: Danmarks første F-35; Take-off fra USA og landing i DK

– Det er en væsentlig forskel for den, der skal modtage pengene.

Men endnu er det for tidligt at vende tommelfingeren helt op.

– Det vil jeg lade være op til naboerne, siger borgmesteren.

En af dem er Agnes Østergaard Rosenlund, der er formand Flyvestation Skrydstrups Naboer. Hun er ikke imponeret over beløbets størrelse.

– Jeg synes jo ikke, at 230 millioner kroner er så prangende, når man ser på, hvor mange boliger det her berører, siger hun til Ritzau.

Men positivt er det, at beboerne i rød zone, der ligger tættest på flyvestationen, enten kan vælge at få kompensation i form af støjisolering eller vælge at lade deres ejendomme opkøbe, mener hun.

– De vil kunne blive opkøbt ud fra de maksimale støjniveauer frem for en gennemsnitsstøjberegning, siger Agnes Østergaard Rosenlund.

Derimod er hun bekymret for beboerne i gul zone, der omfatter cirka 1500 boliger. De vil blive tilbudt støjisolering for eksempel af vinduer.

– Men det kan jo ikke kompensere for, at boligerne uden tvivl kommer til at tabe værdi. Så vi efterlyser en gradueret erstatningsmodel for værditab af vores boliger, siger hun.

LÆS OGSÅ :  Lufthansa og Rheinmetall skal hjælpe med at bygge og vedligeholde F-35 i Tyskland

Aftalen er endnu ikke forhandlet helt på plads. Men både hos De Konservative og Dansk Folkeparti er der tilfredshed.

– Det område, hvor der ydes erstatning, er udvidet væsentligt, og det er positivt, siger Bent Bøgsted, der er forsvarsordfører for DF, til Ritzau.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har over for DR Nyheder ikke ønsket at udtale sig om indholdet af aftaleudkastet.

– Vi er i fuld gang med arbejdet med at aftale en støjkompensationsmodel til gavn for naboerne. Men vi er ikke færdige endnu. I regeringen har vi gjort os meget umage for at finde en fair model.

– Jeg synes ikke, at det er ordentligt, at borgerne skal læse om brudstykker lækket i pressen, skriver hun i et skriftligt svar til DR Nyheder.

Der er afsat 20 milliarder til indkøb og drift af de nye F-35-kampfly, som ventes indfaset i det danske flyvevåben i årene 2021 til 2026.

/ritzau/

Kommentare

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *