Boganmeldelse : Den gode krig? Danmark i Afghanistan 2006-2010

Mikkel Vedby skriver godt og er engageret i sit emne. Men blandingen af fortællende journalistik, citater fra artikler og egne interview giver sammen med meningsmålingerne hist og her ikke et så systematisk overblik over indsatsen i Helmand, som man kunne ønske.

”Den gode krig” handler om dansk indsats fra hold 1 i Helmand i 2006 til hold 10, der tog af sted i august 2010. Det er dog ikke så meget en bog om patruljerne i Green Zone, som det er om det politiske spil, der udspiller sig indenrigspolitisk såvel som mellem de samarbejdende nationer. Derudover forholder bogen sig løbende til udviklingen i befolkningens syn på krigen.

Bogen er relativt kronologisk opbygget og trækker på såvel artikler og rapporter som på interview. Bogen inddrager fortællende træk og har andre steder mest præg af ét langt debatindlæg. Derfor er der selvfølgelig heller ikke de samme krav til strukturering af stoffet og systematik i brugen af kilder; men da den samtidig i pressematerialet foregiver at være ’den første samlede fremstilling af både kampene i Afghanistan samt (forlagets sprogfejl, red.) deres strategiske og politiske beslutning’, finder jeg de løstrevne citater fra diverse artikler for vilkårligt valg, og det samme med interviewene.

Jovist, giver historien om ’Rikke’, den unge kvinde, der var tæt på en faldet soldat, et personligt præg, men det er ikke nok til at gøre bogen til fortællende journalistik. Og hendes historie udfoldes aldrig. Man hører mest om hendes bestilling af kaffe på en café under interviewet. Refleksionen udebliver.

En anden anke er anvendelsen af statistik: Vedby skriver således, at en ’Gallup-måling fra april 2009 konkluderede, at 47 procent af danskerne ikke troede, at krigen kunne vindes.’ (p. 109). Man forstår, at det er udtryk for en nedadgående opbakning i den danske befolkning.

Det betyder immervæk, at 53 procent stadig troede, at den kunne – eller forholdt sig uafklaret hertil. Af en krig, der har været i gang i otte år, som føres langt væk, og hvor det, der når hjem, primært er budskaberne om tab og sårede, er det vel nærmest imponerende højt.

Interessante pointer; svagt belæg
I efteråret 2009 gik formanden for hhv. Centralforeningen af Stampersonel, CS, og Hovedorganisationen af officerer i Danmark, HOD, offentligt ud og stillede sig kritisk over for den danske indsats og resultaterne heraf. Mikkel Vedby citerer de to formænd og skriver (p. 110):

”Regeringen havde omhyggeligt sørget for, at soldaterbegravelser blev symbolet på den enkelte soldats moralske værd og ikke et lod, som skulle lægges i vægtskålen for at blive vejet i forhold til resultaterne i Helmand. Det gjorde soldaternes fagforeninger nu op med.”

Den største af soldaternes fagforeninger – og den forening, der repræsenterer flest af de udsendte, nemlig Hærens Konstabel- og Korporalforening, HKKF, gik skarpt ud og kritiserede netop disse udmeldinger, men det nævnes ikke her.

Det er helt fint at nævne den kritik, som blev rejst af både CS og HOD. Det er bare ikke helt o.k. ikke også at nævne den markante reaktion, der kom fra HKKF på baggrund af disse udtalelser.

”Man er efterladt med en fornemmelse af, at det for Forsvaret var godt nok at være med, man behøvede ikke at vinde,” skriver Vedby (p. 128). Det er noget af en påstand – og en interessant én af slagsen, som i den grad burde belyses og underbygges. I løbet af bogens halvanden hundrede sider synes jeg ikke, at det sker, ikke overbevisende nok, i hvert fald.

Mikkel Vedby skriver godt og engageret, men han kunne have gjort det bedre. Det tør jeg sige; for det plejer han at gøre, og derfor er forventningerne til den stærke formidler også ekstra høje. Bogen er kort og kan læses på en aften. Den er bestemt et læseværdigt indspark i debatten, men vi holder begejstringen på tre stjerner.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *