Forsvarskommandoen har netop afsluttet en undersøgelse af, hvor det nye veterancenter får de bedst egnede lokaler i Ringsted. Tolv steder er blevet undersøgt – to er fundet egnet til formålet. Det ene sted er Garnisonen 1 på Ringsted Kaserne, det andet er Hækkerupvej 1, hvor Børne- og Kulturforvaltningens administration holder til lige nu.
– Garnisonen 1 er den billigste af de to egnede lokaliteter, og giver os muligheden for at have Veterancenteret etableret og fuldt funktionsdygtigt senest 1. oktober 2011, siger kaptajn Christian Aarhus fra Forsvarskommandoens Personalestrategiske Afdeling.
Lige nu holder Marinehjemmeværnsdistrikt Øst og Virksomhedshjemmeværnsdistriktets 26 medarbejdere til i bygningen. De skal fortsat være i huset.
– Der er driftsøkonomiske fordele ved at placere veterancentret sammen Marinehjemmeværnsdistrikt Øst og Virksomhedshjemmeværnsdistriktet, siger Christian Aarhus.
Garnisonen 1 er for nylig blevet sat i stand, og der er masser af plads til for eksempel møder og kurser. Der er gode parkeringsforhold, og Garnisonen 1 ligger 1500 meter fra Ringsted station Der har dog været bekymring for, om psykisk skadede soldater vil have problemer med at møde op på en tidligere kaserne.
– Det har været drøftet, hvorvidt især tilskadekomne veteraner ikke ville have lyst til at møde op på en tidligere kaserne – det er dog ikke længere en kaserne. På nær Garnisonen 1 er alle bygninger på den tidligere Ringsted Kaserne solgt fra til beboelse og erhverv. Samlet set fremstår området åbent og indbydende og minder ikke om et militært etablissement i traditionel forstand, siger Christian Aarhus.
Kilde: FKO

Ja, nu er det da helt sikkert, at der ikke er særlig mange som kommer til at bruge det stærkt opreklamrede veterancenter. Langt hovedparten af dem, som vi har kontakt med, har store problemer med kaserner og militære anlæg. Derudover ønsker ca. 80 pct. af dem IKKE kontakt med forsvaret. Slutteligt magter mange af dem ikke at rejse i offentlige transportmidler. I realiteten, er veteranventeret blot “svanemøllen” på en anden geografisk placering. Et stort spild af penge, for at sige det lige ud. Men også problematisk, fordi man nu har givet kommunerne et stærkt incitament til at løbe fra deres ansvar. Vi kommer derfor til at se svigtet fortsætte.
Lars Christensen
Landsfmd. for Krigsveteraner & pårørende