”Russernes drømme” kalder den mangeårige Ruslandskorrespondent Vibeke Sperling sin bog om det nye Rusland. Det er en velskrevet og nuanceret bog, som giver et godt udgangspunkt for den, der vil forstå Rusland bedre.
Når man følger Ruslandsdækningen i de større danske medier, er der groft sagt to positioner, der bliver indtaget: At Rusland drømmer om fordums storhed og udgør en militær trussel over for Vesten – eller at Vesten ikke forstår Rusland og selv har udvist aggressiv adfærd i form af NATO- og EU-udvidelse mod øst. Altså det, man kunne kalde Ruslands hede fantasi eller mareridt.
Var det blot det, som Sperling gentog over de små 300 sider, ville der ikke være meget at hente. Det er det, heldigvis, ikke. Bogen er skrevet af veneration til Rusland og med ængstelse for den fremtid, der tegner sig.
Bogen er letlæst, men ikke letkøbt, og påstandene er konstant funderet i angivne kilder. Om man er enig eller uenig, ved man hele tiden, hvilken grundlag forfatteren lægger til grund. Det er desværre langtfra en selvfølge i denne genre.
Bogen handler ikke om ’Kremls drømme’, men om russernes. Dette i ønsket om at formidle, at der ikke nødvendigvis er et 1:1-forhold mellem de to – som vestlige mediers skildring kan give indtryk af.
Sperling er klar i sit syn på nuværende styre, som hun ikke har meget positivt at sige om; men hun forfalder ikke til en ensidig opremsning af dårligdomme. I stedet giver hun sine vurderinger og analyser af både historiske, geografiske og politiske forhold. Det gælder også projektet med den eurasiske union og forholdet til hver af de centralasiatiske stater.
Undertitlen til bogen er ”Om det nye Ruslands selvforståelse – og Vestens misforståelser”. Forfatteren omtaler blandt andet Vestens økonomiske sanktioner over for Rusland, der ikke har haft den forventede effekt:
”[B]efolkningen har foreløbig reageret ved at rykke tættere sammen om Kreml. Det er ikke noget nyt for russere at stramme bæltet ind og klare problemerne med lidt ekstra hjælp fra haverne ved deres datjaer (en slags sommerbolig, red.) eller med familiers og venners hjælp, ” skriver hun og giver dermed et godt eksempel på, at Vesten læser Rusland gennem sine egne briller.
For den militærinteresserede er det meget begrænset, hvad der står om organisation, materiel og doktrin. Men for at forstå f.eks. Gerasimov er det også nødvendigt at forstå den interne kontekst.
Sperling skriver naturligvis om anden verdenskrig og den stadige ’krigserindring’ som kollektivt fænomen, om Sovjetunionens sammenbrud og sårene derefter og om annekteringen af Krim.
Sperling kaster sig ikke ud af at spå om, hvor drømmene fører hen, men hun giver egne bud på, hvorfor russerne drømmer, som de gør. 
Det er nemt at indtage en sort-hvid-position i forholdet til Rusland.
Der er stadig meget gammelt strøm i ledningerne, og det er nemt at blive forført til den ene eller den anden side. ”Russernes drømme” er et godt afsæt for et bedre grundlag til at forstå debatten om Rusland bedre og ikke på automatpilot indtage den nærmeste position, men reflektere kritisk over den i stedet.
Kommentare