Skal vi evaluere den samlede danske krigsindsats i Afghanistan?

Umiddelbart et spørgsmål som de fleste nok ville svare bekræftende på og mene, at det da ville være ret fornuftigt.

Vores naboer i Norge offentliggjorde deres rapport i mandags. En nøgtern sag som har fået titlen “En god allieret – Norge i Afghanistan 2001 – 2014”, hvilket meget sigende afspejler dens konklusion.
Nordmændene har ikke gjort det mere kompliceret end det er, og beskriver målet for deres undersøgelse med følgende formulering:

“To mål har været styrende for udvalgets arbejde:
For det første at kortlægge omfanget og organisationen af det norske engagement i perioden, og at få den bedst mulige forståelse for de norske myndigheders beslutninger knyttet til dette.

For det andet at drage erfaringer der fremstår som relevante for planlægning, organisering og gennemførelse af fremtidige norske bidrag til internationale operationer, både civilt og militært.”

Vi har som nation betalt en forholdsvis høj pris, når man tager vores størrelse i betragtning. 43 danske soldater er blevet dræbt, hvilket giver os den tvivlsomme ære, at være det land der har mistet flest soldater i forhold til størrelsen af sit bidrag til den internationale koalition.

Vi har brugt noget i retning af 15 milliarder kroner og vores forsvar er godt og grundigt slidt, på både materiel- og personelsiden.

Resultaterne af de snart femten års anstrengelser i det krigshærgede land, ser mildt sagt ikke imponerende ud, og vores lyst til at bidrage til væbnede interventioner er bestemt ikke aftaget.
Så der burde da være et og andet vi kan lære af en sund kritisk evaluering…eller hvad?.

Forsvarets vilje…
I 2012 udtalte Forsvarschef Peter Bartram til Politiken: “en samlet rapport om den danske krigsindsats vil bare være en masse varianter, der er styret af skiftende vilkår hvert halve år. Den fælles lære er ikke så stor. Der er ikke behov. Det er ikke relevant.”

Selvom Forsvarschefen er ret tydelig omkring sin holdning til en samlet evaluering, så har Hæren nu alligevel gjort et forsøg, som godt nok er døbt noget så usexet som “Hærens læringsrapport vedrørende den løbende udvikling af styrkebidrag”, hvilket vel nok forklarer hvorfor den absolut INGEN opmærksomhed har fået og har ligget ubemærket hen siden den blev offentliggjort den 3. marts 2016 kl. 08:47 på Forsvaret.dk

HÆRENS LÆRINGSRAPPORT VEDRØRENDE DEN LØBENDE UDVIKLING AF STYRKEBIDRAG

Godt pakket ind er der en del vægtige anbefalinger, som dog meget diplomatisk er benævnt ”erfaringer”, til især politikere, som godt kan lide at sende militæret i spidsen for vores aktivistiske udenrigspolitik og ikke er blege for at lytte til en “militærfaglig vurdering”.

Jeg hæfter mig især ved følgende tre:
– Der skal gives et dækkende mandat og en kampagneplan, udviklet i alliance eller i koalitionssammenhæng, der herefter skal danne grundlag for den militære forberedelse, indsættelse og afvikling.
– Det skal i kampagneplanen synliggøres, hvordan “samtænkning” gennemføres i missionens forskellige faser, så dette så tidligt som muligt kan være en integreret del af kampagnen.
– Kampagneplanen skal i videst muligt omfang vurdere, hvor hurtigt kapacitetsopbygningen i missionen reelt vil kunne iværksættes, da denne opbygning ofte er en vigtig del af Exit-strategien.

”Erfaringerne” er nok det tætteste man kan komme på en officiel udmelding om, at der ikke var en tilstrækkelig plan for hvordan vores indsats skulle udføres og hvad målet var i Afghanistan.
Samtidig er de en kraftig understregning af hvilke elementer som Hæren gerne ser, at politikerne sørger for er presente næste gang de beslutter at sende os i krig.

Politikernes uvilje…
Fra politisk hånd, nærmere bestemt daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (Rad. V.), lød det i august 2014, at nu måtte det være tid til at evaluere krigsindsatsen i Afghanistan, hvilket han blev bakket op i af blandt andet Lene Espersen (Kons.).

Et par måneder senere kom resultatet af ministeren og hans støtters anstrengelser. En politisk aftale om erfaringsopsamling vedrørende Afghanistanindsatsen, tydeligvis præget af en del politiske tovtrækkerier og at der i hvert fald var nogen omkring forhandlingsbordet som bestemt ikke var interesserede i en samlet evaluering.

Væk var formuleringer som evaluering og krigsindsats, ja faktisk nævnes ordet krig på intet tidspunkt i det halvanden A4-side lange dokument med den mundrette titel;
”Erfaringsopsamling vedrørende den samtænkte danske Afghanistanindsats”.

Aftalen beskriver explicit, at erfaringsopsamlingen IKKE skal beskæftige sig med den militære indsats på taktisk/operativt eller den politiske proces bag, da der jo var bred politisk opbakning til indsatsen. Ydermere nævner den at ”håndteringen af tilbageholdte heller ikke berøres, da det jo belyses i den nedsatte Irak/Afghanistankommision”, som jo så ikke eksisterer mere.

Erfaringsopsamlingens resultater blev så fremlagt i går i Landstingssalen på Christiansborg i form af tre forskellige rapporter. Jeg var tilstede hele dagen og det som gjorde størst indtryk på mig, var de anstrengelser som forfatterne til rapporterne gjorde sig, for at understrege hvor snævre rammer de var blevet stillet af politikerne. Man kunne godt fornemme at de følte at deres professionelle integritet var på spil, samtidig med at de godt kunne have tænkt sig at have lavet undersøgelsen efter norsk forbillede. Nogle af politikerne “brillierede” med at benævne rapporterne som evalueringer, uagtet at de selv udtrykkeligt havde begrænset forfatterne til netop IKKE at komme med evalueringer.

Frygt for at tage ansvar og 43 spøgelser?
Forsvaret er selvfølgelig i stand til at levere et solidt bidrag til en eventuel samlet evaluering af indsatsen i Afghanistan, og umiddelbart er der også en vilje til at samle erfaringerne, men om de bliver bragt i spil er selvfølgelig op til politikerne, uagtet at Forsvarschefen ikke kan se meningen.

Hvad er det så, der afholder politikerne fra at kigge deres egen indsats efter i sømmene og stå til ansvar for succeser såvel som fiaskoer?

Det første bilag i den norske rapport er på side 206 og er benævnt “De norske døde”, Det er ganske simpelt en liste over de dræbte norske soldater fra indsatsen i Afghanistan. Det er ligesom med til at understrege alvoren og seriøsiteten bag rapporten og det emne den behandler.
Et tilsvarende bilag i en tilsvarende dansk rapport skulle i så fald være ca. fire gange så langt. Jeg håber ikke det er det som afholder dem, men jeg har mine anelser.

Politikerne har bedt os soldater tage ansvar, og måske sætte vores liv til, for at føre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik ud i livet.

Er det så for meget forlangt, at de tager ansvar, og måske sætter deres taburet på spil, for deres egne beslutninger?