Nu bliver det mageligt. For vi har testet en stol. Måske mest henvendt til outdoor ferien, men der er uden tvivl mange situationer hvor du iført uniform vil finde denne stol alle pengene værd.
“Hver eneste gang du har mulighed for det, skal du gøre det godt for dig selv“.
Ovenstående sætning smides ofte af patruljesoldater. Men det gælder for så vidt alle inden for hegnet. Når der skal arbejdes, skal det gøres 100%. Det er ikke anderledes når snakken falder på at slappe af, og genoplade det menneskelige batteri. Når det er sagt, er det nok ikke patruljesoldater, der fylder en 990 grams stol i deres rygsæk.
Bedste grej opgradering i mange år
Jeg har været på kanotrip i den svenske vildmark de sidste 9 år. Jeg har aldrig haft en stol med. Har fint klaret mig med et siddeunderlag i skum – skåret ud af et billigt liggeunderlag.
Men i år har jeg taget min nye Robens Pathfinder stol med.

Den vejer kun 990 gram, og kan holde til 120 kilos belastning. I pakket tilstand fylder den ikke meget. 46 x 13 x 10 cm.
At pakke stolen ud af den medfølgende transporttaske, og samle den tager under et minut. Ca det samme når den skal pakkes sammen igen. Det er nemt… som i meget nemt.
Transporttasken har stropper som gør, at du kan fastgøre den til rammen. Så ved du altid hvor du har den, plus du nu har en praktisk opbevaringslomme.
På seneste tur i den svenske vildmark, var de nye stole et af de store grej samtaleemner. Vi slappede af på en helt anden måde, end vi har gjort de sidste 9 år, hvor vi bare brugte et stykke skum at sidde på.
Den er utrolig komfortabel at sidde i og trods den lave vægt er den meget stabil.
Måske er stolen mest henvendt til outdoor ferien, men der er uden tvivl mange situationer hvor du iført uniform vil finde denne stol alle pengene værd. Jeg kan komme i tanke om mange situationer, hvor man blot skal sidde og vente… på at vente til at være klar.
Jeg har prøvet, set og pillet ved andre stole i samme kaliber. Du kan nemt komme til at betale det dobbelte for en stol af samme vægt og kvalitet.
Robens Pathfinder har i skrivende stund en vejledende udsalgspris på 549,95,- kroner.
Når jeg er på kanoferie i vildmarken med familien, så er det ferie. Ikke en overlevelsestur. Selvfølgelig er man tvunget til at tænke lidt over hvor meget man læsser ombord. Men Robens Pathfinder fylder og vejer utroligt lidt og er gået fra nice-to-have, til need-to-have på pakkelisten.
Produkt specifikationer
Vægt:
990,00 gram
Pakkevolumen:
Ø: 13cm
L: 46cm
Materiale:
600 D Oxford Polyester
Aluminum alloy
Dimensioner:
B: 50cm
D: 45cm
H: 65cm
Sidde højde:
35cm
Maks belastning:
120kg
Jeg har også en og elsker den!
Har brugt den på shelter tur, og i haven. Så jeg havde altid! den bedste sideplads, til udsigten, ved det varme bål om aftenen. Eller når jeg sad og lavede mad over trangia. Sider så godt! i den, med god ryg- og lændestøtte.
Dog har den en lille tendens til at synke i med benene, i blød jord/græs.
95% fed! Og vejer intet.