Rasmus Jarlov: Sådan bliver det kommende forsvarsforlig

Rasmus Jarlov. Foto: Steen Brogaard

Indlæg af Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for Konservative og formand for Folketingets forsvarsudvalg

Rasmus Jarlov Forsvarsforlig
Rasmus Jarlov. Foto: S. Brogaard

Den sidste tid har der cirkuleret nogle helt udokumenterede rygter om, at der skulle komme store omstruktureringer i Forsvaret ved det kommende forsvarsforlig, som regeringen agter at indgå med et forsvarsvenligt flertal her til efteråret. Heriblandt at regimenterne skulle blive nedlagt.

Det må undre, at der ikke skal mere til end at skrive en artikel, hvor man påstår at have anonyme kilder, før så mange mennesker tager det for pålydende. Lars Møller skriver artikler om Forsvarets undergang og flere andre debattører kører videre i samme spor om, at det hele bliver forfærdeligt. Jeg vil derfor gerne give mit bud på, hvad der kommer til at ske i det kommende forlig.

Jeg kan ikke gå ret meget i detaljer. For det øjeblik jeg formulerer, at noget kan eller bør ske, kan der gå sport i at få det til at gå anderledes for politiske modstandere. Det vil skade den forsvarsvenlige sag, som jeg forsøger at fremme. Men nogle hovedelementer i det kommende forlig, føler jeg mig på sikker nok grund til at byde på:

Først og fremmest bliver det kommende forlig en styrkelse af Forsvaret. Det er der ikke meget tvivl om. Regeringen har meldt krystalklart ud, at den ønsker et øget forsvarsbudget, og i modsætning til mange andre politikområder, er der på forsvarsområdet flertal i Folketinget for regeringens politik.
Der er ikke som med topskatten eller politiskolen et flertal i Folketinget, som ønsker noget andet end regeringen. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har gjort det klart, at de støtter ambitionen om at hæve forsvarsbudgettet. Så det bliver hævet.

Stod det til Konservative kom vi op på 2% af BNP. Det skal vi dog ikke regne med flertal for. Så langt ønsker hverken V, LA eller S at gå. Mit bud er, at der bliver råd til at fylde de huller, som er i Forsvarets økonomi i dag efter kampflyaftalen og de øgede udgifter til krigsskadeerstatninger. Og derudover bliver der råd til nye materielanskaffelser og øget kampkraft i betydeligt omfang. Det bliver ikke småtterier, men det bliver heller ikke lige så meget, som mange af os kunne drømme om. Nærmere kan jeg nok ikke komme det.

Dommedagsprofetierne og grædekoneriet om, at det kun bliver en styrkelse af Forsvaret på papiret, bør man lægge væk.

Selvfølgelig vil der være nogle budgetposter, som bliver beskåret. De meget berømte budgetanalyseforslag bliver næppe alle gennemført, men nogle af dem gør muligvis. Når man hvert femte år laver forsvarsaftaler, ville det være uansvarligt og ødselt, hvis der ikke var steder i organisationen, man besluttede at spare.
Så nogle steder vil der blive skåret. Men det afgørende er, at der så bliver tilført flere penge andre steder, så det samlede budget kommer til at stige.

Vi er IKKE på vej mod en ny barbering af Forsvaret. Det modsatte er tilfældet.

Jeg kan ikke forestille mig, at regimenterne kommer til at blive nedlagt. Jeg har ikke hørt om den slags planer, der er ingen politisk opbakning til det, forsvarsministeren har afvist det, og jeg tror slet ikke, det bliver foreslået.

Forsvarets fokus bliver i højere grad på at kunne støtte vores allierede i Østersøregionen. Det er et betydeligt paradigmeskift fra de senere års fokus på primitive terrororganisationer i Mellemøsten.

Der kommer mere fokus på at kæmpe mod en avanceret modstander. Det betyder, at der skal indkøbes anderledes materiel og opstilles andre typer kampenheder. Regeringen har allerede meldt ud, at den ønsker at genskabe en dansk brigade. Det håber og tror jeg, der bliver opbakning til.

Derudover er jeg spændt på, hvor meget opbakning vi kan få til at øge kampkraften i Hæren og Søværnet. Mit bud vil være, at Flyvevåbnet ikke får ret meget mere efter kampflyaftalen, selvom det ville være fornuftigt med luftværn og et større antal F35 end de 27, som er besluttet.

Der bliver kamp om blandt andet øget værnepligt, missilforsvaret, ubådsbekæmpelse og hvorvidt Forsvarets skoler og øverste ledelse skal beskæres/centraliseres yderligere. På disse områder tør jeg ikke spå om, hvordan det ender.

Det ville skade Forsvarets sag at give bud på flere detaljer. Men dette var lidt om den forventede retning, og jeg håber i det mindste, det kan stoppe snakken om, at der skulle være store besparelser og nedskæringer på vej, for det er der ikke.

Tværtimod går vi formentlig lidt lysere tider i møde i det danske forsvar.

Kommentare

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  1. Flere F-35’er? Måske på sigt.. men da slet ikke i det her forsvarsforlig. Skal flyvevåbnet have noget, så var det bedre at se på UAV’er og flere transportfly og helikoptere, efter min mening. Søværnet og Hæren bør osse have bedre og større UAV’er end idag. Som fx den meget brugte og anerkendte SeaEagle familie.

  2. Ville egentlig gerne tro på Rasmus Jarlovs optimistiske vurdering, men af en eller anden grund siger et eller andet mig at der ikke er grund til at tro på afgørende forbedringer for Forsvaret. Regeringen er simpelthen for svag til at sikre et Forsvarsforlig med flere ressourcer.

  3. 600 millioner i effektivering= som man gjorde på fødeafdelingerne.
    Man sparede en masse penge og så fik de 50 millioner til at hæve kvaliteten, regnestykket var bare at man havde sparet mere end de 50 millioner som de fik tilbage.
    Vil vi bedrages så bliver vi det.
    Tror de vi er dumme …

  4. Fint med ord og intentioner, men vi vil se konkret handling som reelt styrker vores totalt udmarvede forsvar. Først da begynder vi at tro på noget af det som siges. Det er mig komplet uforståeligt at der overhovedet kan være debat om de 2%. Det har vi jo sagt ja til ved overhovedet at være medlem af NATO. Man kan jo heller ikke melde sig ind i en fodboldklub, og så bagefter selv beslutte at man ikke vil betale fuldt kontingent….. Vores forsvar er i en så ringe forfatning efter mere end 30 års konstant tankeløse nedskæringer at det vil tage mange år at rette bare en smule op. Mange af de gamle stolte traditioner og æresbegreber ved regimenterne og skolerne er forsvundet i takt med at man i blinde har lukket alt hvad man er faldet over. Det kan aldrig genskabes, ligesom en lang række kompetencer er helt væk, og skal starte forfra. Ikke en let opgave.

  5. Er det ikke snart på tide at vi ser lidt på længden af forsvarsforligene. I mine snart 32 år i Forsvaret har jeg endnu ikke set effekten af et forlig inden der kommer et nyt. 4-5 år er for lidt tid især når implementeringen først skal være til enderbragt ved forligets udgang. I min optik burde et forlig være mindst 6-8 år hvor de første år er implementering herefter en driftsperiode på 3-5 år og så kan man evaluere og tegne et nyt forlig som er klar til implementering fra dag 1 i et nyt forlig.
    Som det kører lige nu er er vi næsten 2 år unde k et forlig inden de sidste ting er meldt ud. Det er på godt jysk træls og ikke mindst skaber det usikkerhed og manglende tiltro på FØL. Og til sidst vil det klæde FØL at være mere på Forsvaret side end på politikernes

  6. Det lyder ikke til, at virkeligheden er trængt ind på Christiansborg, hvilket ikke er nogen overraskelse. Er sikker på, at Putin klapper i sine små cyber-FSB-hænder, når han ser, at DK og dansk forsvar igen igen ligger i hængekøjen. De 2% vedbliver at være nødvendige investeringer, også når tallet renses for befolkningstal og statistik om, at DK bidrager’ over evne’. Pengene bruges på dyre kampfly, og ‘driften’ bløder. Reelle investeringer må personalet i forsvaret kigge langt efter.

  7. “Forsvaret har 19.755 ansatte (årsværk), hvoraf 4.737 er civile, som med ganske få undtagelser hverken kan slås eller sendes på missioner. Forsvaret har således omkring 15.000 uniformerede ansatte. Hæren er fra 2004 skrumpet fra 9.150 til 6.637 i 2016 og 6.100 i 2017. Til sammenligning har Rigshospitalet ca. 12.000 fuldtidsstillinger og Københavns kommune 45.000 medarbejdere. Forsvarsministeren ønsker ifølge Berlingske, at Hæren kan stille en fuldt operativ brigade på 4.000-5.000 mand, der bl.a. kan deployeres til østersøområdet.”

  8. “Dommedagsprofetierne og grædekoneriet om, at det kun bliver en styrkelse af Forsvaret på papiret, bør man lægge væk.”

    Hvem er det du syntes der er nogle grædekoner Rasmus?

    Er det Forsvarets medarbejdere, som vel om nogen har grund til at frygte hvad I får brygget sammen inde på Borgen?

    Syntes du, at de seneste 13 års forsvarsforlig har givet Forsvarets medarbejdere anledning til at stole på, at du og dine kolleger giver noget som helst for de militærfaglige vurderinger som skiftende Forsvarschefer hævder at have givet?

    Jeg forstår og værdsætter dit forsøg på at gyde olie på vandende, men tonen i dit indlæg, syntes jeg er helt ved siden af.

  9. Lyder meget godt at vi får et løft generelt, men kan ikke gennemskue den besparelse der så lige er påduttet div. Tjenestesteder.
    Mere udkik mod øst, flere eskorteringer af fremmed magters skibe gennem dansk farvand, så er det ikke logisk at oplægge en enhed, og hvad er besparelsen, nogle millioner, hvor man måske endda har “glemt” at der så vil mere slitage på resterende materiel, og derved mere vedligehold som jo bekendt koster penge.???????

  10. “Først og fremmest bliver det kommende forlig en styrkelse af Forsvaret. Det er der ikke meget tvivl om. Regeringen har meldt krystalklart ud, at den ønsker et øget forsvarsbudget….”

    Ja, der skal sandt for dyden heller ikke meget til, “når bunden ER sparket ud af spanden”.

  11. kære rasmus jarlov, er det korrekt at 1-1+ 1 = 1 pt står forsvaret overfor en “effektiviseringsrunde” hvor der skal findes 600 mio på de operative kapaciteter fordi kampflyene allerede har overskredet budgettet, så det i reelt gør er først at fjerne over en halv mia fra det operative område for her til efteråret at tilføre det jeres leder kalder for et substentielt løft som ser godt ud på papiret men som reelt er at lukke det samme hul som i lige pt skaber, eller er der noget jeg har misforstået.