På bogens bagside står der “Menig Dinesen udviste under 10 timers nærkamp usædvanlig tapperhed, som resulteret i erobringen af ca. en mile stærkt befæstede fjendtlige skyttegrave.
Fem på hinanden følgende gange stormede han ene mand fremad og satte fjendtlige maskingeværer ud af aktion. Med bajonet og håndgranater gjorde han det af med 12 fjendtlige soldater. Hans vedvarende tapperhed og kampkraft var til stor inspiration for hans kammerater under en kritisk fase af denne aktion, og han var et eksempel for alle.”
Og på bogens omslag står der; “Thomsen Dinesen var af kriger- og eventyr slægt. Både hans farfar og far udmærkede sig i krig.”
Ja der er lagt op til eventyr. Et eventyr som fuldstændigt udebliver. Historien om de 10 timers nærkamp, som giver Dinesen den fornemme britiske orden Victoriakorset. Ja den er slet ikke med i bogen. Bogen ligger op til en fortælling skrevet af en som var med, dernede i skyttegraven. Ja det gør den så rigtig kedeligt.
Bogen beskriver Dinesen lange vej til vestfronten, hvor han drevet af lyst og eventyr bare må med ned i skyttegraven. Med hverken de engelske eller franske hære står og mangler en dansker. Så Dinesen rejser til USA og videre til Canada, som gerne vil have en dansker. I Canada bruges det meste af soldatertiden på parader og pudsning af messing. Og Dinesen er ved at gå til over ikke at få træning i kamp.
Med en tredjedel af bogen bag sig, kommer man endelig til fronten. Dagligdags livet i skyttegraven beskrives som stille og roligt. Ilddåben, et artilleriangreb, beskrives sådan lidt ligegyldigt og som en oplevelse alle har prøvet. I det hele taget er front livet og de meget få kampe som Dinesen beskriver meget lidt spændende og meget lidt medrivende.
Måske i datiden, bogen udkom første gang i 1929, var denne skriveform dramatisk. Men ikke idag.
At man på bogens omslag har gjort sig umage med, at få gjort det hele meget dramatisk og, at man har fået forfatter og tidligere soldat Anne-Cathrine Riebnitzsky til at skrive forordet – Forordet som faktisk er det mest interessante i denne bog. Kunne tyde på, at forlaget Gyldendal, godt har vidst, at sidste holdbarhedsdato for denne bog er overskredet.
Ønsker man at læse om livet i skyttegraven, så vil jeg anbefale ‘Danskere på Vestfronten 1914 – 1918’ af Claus Bundgård Christensen, som har skrevet en historisk meget interessant bog. Der med hjælp fra mange dagbøger og breve hjem til familie og kærester giver et rigtig god billede af livet i skyttegravene.
Bogen ‘No man’s land’ er en temmelig ligegyldig fortælling fra et miljø som ellers nok har budt på nervepirrende oplevelser.
Kommentare