Kronik: Året der gik 2020

Året der gik 2020 - Debatindlæg af Klaus Kroll

Ved tidligere lejligheder skulle der graves dybt i gemmerne for at finde relevante emner om Forsvaret i året der gik. 2020 kommer derimod til at være begrænsningens kunst.

2020 har budt på den ene kedelige historie efter den anden og langt hen af vejen overskygget det der burde være det vi alle talte om; et gedigent løft af Forsvarets kvantitet og kvalitet.

I iveren efter at finde sidste krone på sparekontoen har man fået en forringelse af servicen på kaserner gennem en aftale med ISS, der får en til at tænke tilbage på de store øvelser i Polen, hvor en feltration, selv franske, fremstod som Geranium i forhold til at gå cafeteriet. Udliciteringen af driften kan sikkert føres tilbage til en Mckensey rapport, hvor en kontorkriger i et Excel ark fandt et ubetydeligt beløb og ikke helt kunne gennemskue vigtigheden af næring og indkvartering. Det er bare en ommer og måske 2021 byder på et spinkelt håb om at servicen bliver kraftigt forbedret og forståelsen for soldaternes tarv, ender med at stå over den begrænsede besparelse udliciteringen har haft.

2020 har siden starten af året været martret af sager, hvor skiftende personer har haft fingrene i kagedåsen. Medierne har afdækket en række sager, fra nepotisme til direkte svindel og det ved vi godt altid ender på forsiden.

For at give et billede af hvor grelt det står til, så råder vi i skrivende stund over 44 opdaterede leopard kampvogne, materiel der nyligt overgik til Jydske Dragonregiment. 44 mine damer og herrer, et tal man selv i Luxembourg ville betragte som værende i underkanten. Sæt derimod et nul bagpå, så har vi tallet det retteligt burde være.

Søværn, hjemmeværn, beredskabsstyrelse, hær og flyverne kan levere nok så mange daglige opgaver til gavn for befolkningen, uden det trækker medieinteresse. Vi kan levere bevogtning landet over, levere assistance til søs og gå på vingerne hver gang Putin sender en Tupolev på vej ind i dansk luftrum, men intet er så interessant som en ansat der får sat huset i stand gennem returkommission. Der kunne blive opbragt en kinesisk ubåd i Køge bugt, men det ville blive overskygget af en nepotisme sag, der omfatter en sag om en hærchef i retten i Viborg.

I ly af avisoverskrifterne skiftede Forsvaret chef. Ud gik Bisserup og ind kom Lentfer, en missilofficer i bogstavelig forstand, hvis karriere dog er besynderligt renset for udsendelser. Ministeren mener han besidder en solid operativ erfaring gennem sit virke i operationsstaben og med de minus point på kontoen, kan han så kun positivt overraske. Uanset hvem man planter i stolen som forsvarschef, så er det stadig kun en stilling af navn og ikke af gavn, da magten ligger hos departementschefen.

2020 bød også på en opvisning i politisk klodsethed, da den offentlige hemmelighed om det amerikanske-danske data samarbejde breakede.

Den nuværende og tidligere departementschef røg på porten og flere ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste gik på tvungen afspadsering. Udfordringen var blot, at det samarbejde havde været politisk kendt i årtier og ikke just burde være særligt overraskende, men enten havde ministeren ikke hørt efter i overdragelsen eller også skulle der vises handlekraft for ikke at tabe ansigt. Uanset årsag røg en sag på forsiden, der burde have været håndteret internt i de politiske kredse og aldrig afsporet det efterretningsmæssige samarbejde med vores vigtigste allierede. Nå ja, oplysninger om danske statsborgere kunne have været blandt de indsamlede data, men hver evig eneste gang du åbner for din iPhone, Samsung eller Huawei leverer du langt mere kritiske data om din gøren og laden, ofte helt bevidst ved at du trykker ja til at lade den eller anden app hente data på din telefon. Du kan også overveje hvordan dine smittesporings app data behandles og så lade forargelsen være lidt mere proportional.

I året der gik skal vi også kigge lidt ind i tallet 2%. Tallet er en konstruktion der havde til hensigt at sikre en bred byrdefordeling NATO landene imellem, så alle medlemslande leverede deres rimelige del af det samlede budget.

I skrivende stund bærer USA en klar overvægt af de samlede udgifter, hvor en stor del af deres europæiske allierede gennem en årrække har fedtspillet med allokeringen af ressourcer. I stedet for at kigge på hvad vi har til rådighed af materiel og uddannet personel, er diskussionen drejet over på hvordan andre opgør deres 2%, med det underliggende formål at lave en Excel konstruktion der bringer os nærmere målet uden at levere en ekstra krone til vores sikkerhed. En ensartet opgørelse er naturligvis fint, men hvis vi blot lægger alt fra folkepension til sundhedsudgifter ind under forsvarsbudgettet, får vi ikke bedre sikkerhed eller er med til at bære den kollektive sikkerheds byrde, som burde være i en klar dansk interesse.

Dansk sikkerhed kommer ikke gennem flere pensionerede soldater, der går fra en kasse til en anden, men derimod flere aktive soldater, mere materiel og en langt større uddannet reserve der kan aktiveres efter behov.

Der kunne blive opbragt en kinesisk ubåd i Køge bugt, men det ville blive overskygget af en nepotisme sag, der omfatter en sag om en hærchef i retten i Viborg.

Gennem årtier har vi lænet os op af konsulentrapporter der på snedig vis har illustreret at mindre er bedre og med ganske få kampvogne og endnu færre fly, skulle vi være mere potente end nogensinde. En imponerende bedrift, men den holder bare ikke vand. Størrelsen betyder ikke noget, en sætning opfundet af mænd med en lille én, men i tilfældet Forsvaret, betyder størrelsen en hel del. Et nedskudt fly, en udbrændt kampvogn eller et sunket skib betyder langt mere i den store ligning, hvis vi kun har meget få, end i tilfældet hvor størrelsen på Forsvaret var markant større. Når udgifterne til materiel stiger vil der naturligvis være råd til mindre, da materiel fra øverste hylde er blevet rasende dyrt, men det er at stikke blår i øjnene på folk, at lade som om teknologien klarer alt. Indsatsen mod IS i Syrien og Irak har netop vist at støvler på jorden er afgørende. Vi kan ikke, fra droner, bombe os ud af alt.

En lektie der ville være præcis den samme i tilfældet af en konflikt i vores nærområde. I det lys skal vi så se at vi har alt for få uddannede soldater og en ikke-eksisterende reserve. For at give et billede af hvor grelt det står til, så råder vi i skrivende stund over 44 opdaterede leopard kampvogne, materiel der nyligt overgik til Jydske Dragonregiment. 44 mine damer og herrer, et tal man selv i Luxembourg ville betragte som værende i underkanten. Sæt derimod et nul bagpå, så har vi tallet det retteligt burde være.

Når vi bliver pinligt bevidste om at fredsduen Biden har det på præcis samme måde som Trump, og kræver at se en plan for at gå mod de 2%, så rammer alvoren. Man har politisk lullet sig ind i den tro at med en exit fra twitter præsidenten, så glemmer Washington målet for NATO landene, men det kommer næppe til at ske, fordi en række tidligere præsidenter med Obama i spidsen tidligere har krævet præcis det samme.

I det lys burde man på Christiansborg have være lidt forudseende og brugt 2020 på at forberede et katalog af muligheder der kunne illustrere planen for at leve op til vores alliance forpligtelse. Men i vanlig dansk tradition har man kun valgt at betale en mindre del af kontingentet og brugt tiden på at brokke sig over kontingentets størrelse. Ikke bare uværdigt, men dumt fordi det er vores egen sikkerhed vi spiller poker om.

Tænk hvis handlekraften var til stede på samme måde som vi fik ekspederet mink erhvervet ud over kanten eller lukket ned for detailhandlen, så var vi nærmere 3% inden klokken slog 12 til 2021. Som en nærmest forventelig reaktion på vores ubehag ved at bruge de nødvendige midler på Forsvaret, faldt muligheden for at overtage NATO ansvaret for træning af irakiske soldater ned i turbanen. Stats- og forsvarsminister kan om ikke længe sætte sig til rette ved diverse NATO Møder og kompensere for manglende forsvarsbudget ved igen at have et større styrkebidrag ude i verden.

Mens vi hygger os med at uddanne irakere i sandkassen, må dansk skibsfart acceptere at de ikke prioriteres, til trods for at de sejler en ret stor del af vores indtægter hjem til statskassen. De steder hvor Forsvaret kunne bruges til at understøtte Danmark og danske interesser bliver vi blinde, men der hvor man bruge bidraget til at kompensere for det ynkelige forsvarsbudget, der skal vi ud. På positivsiden tæller selvfølgelig at vi bare kan støve de gamle planer for træning af, da de skal bruges igen og igen. Udfordringen i Irak er ikke manglende træning, men korruption, nepotisme, interne magtkampe, religiøse spændinger og pres fra naboer der er henholdsvis shiitier og sunnier. Been there, done that, got the t-shirt af flere omgange.

2020 kom også med en sand åbenbaring. I forårets lettere panik over Covid-19 viste skiftende ministres Jørgen Clevin-plancher røde og grønne kurver, der illustrerede sundhedsvæsenets totale sammenbrud. Umiddelbart har det ikke noget med Forsvaret at gøre, men så lidt alligevel.

Danmark mangler en beredskabs reserve, uanset om det er en pandemi, naturkatastrofe eller krig. Vi mangler en plan for hvordan vi håndterer en situation hvor vi kan skalere vores kapaciteter, når der pludseligt risikerer at komme pres på dele af vores statslige servicefunktioner.

Hvorfor er Forsvaret så hårdt spændt for i opgaver der umiddelbart ligger fjernt for Forsvarets oprindelige formål, der er beskrevet i forsvarslovens § 1, ”Det militære forsvar skal fremme fred og sikkerhed”? Hvorfor har man nærmest permanent parkeret Forsvaret foran synagoger og på grænserne, når det i udgangspunktet er en politiopgave?

Efter den kolde krig har vi stort set udfaset al reservekapacitet, da man i bedste Chamberlain stil har udråbt ”Fred i vor tid”. En del af den reservekapacitet kunne fint uddannes og vedligeholdes i regi af beredskabsstyrelse og forsvar, vel vidende at vi naturligvis ikke kan gardere os imod alt. Måske kunne en reserve i den mere civile del af beredskabet endda understøtte målet om de 2%, og så blive en del af en samlet aftale der var spiselig for begge sider af salen på Christiansborg? Uden flere fly, skibe, mobiliseringsforsvar og kampvogne ingen aftale selvfølgelig.

I det forgangne år har Forsvaret haft mere end travlt med grænsekontrol, støtte til Covid-19 indsatsen, bevogtning og måske ikke mindst indsatsen i mink fadæsen. Forsvarets stærkt øgede aktivitet indenfor landets grænser er muligt gennem forsvarslovens § 7, hvor Forsvaret kan støtte andre statslige aktører, herunder politiet, efter nærmere aftale ministrene imellem. Men hvorfor er Forsvaret så hårdt spændt for i opgaver der umiddelbart ligger fjernt for Forsvarets oprindelige formål, der er beskrevet i forsvarslovens § 1, ”Det militære forsvar skal fremme fred og sikkerhed”? Hvorfor har man nærmest permanent parkeret Forsvaret foran synagoger og på grænserne, når det i udgangspunktet er en politiopgave?

Hvorfor er Forsvaret så stærkt repræsenteret i den tvivlsomme minkopgave? En opgave der rettelig burde have været en veterinær opgave eller en opgave for beredskabsstyrelsen, hvis det overhovedet havde skulle været en opgave?

Svaret er ret simpelt. Hverken politi eller beredskab er gearet til at løse opgaverne de stilles og finansieringen halter, hvorfor man vælger at bruge et forsvar der mister værdifuld uddannelsestid og hælder uanede midler i opgaver der burde være fjernt fra deres oprindelige formål. Forsvaret skal ikke permanent indsættes nationalt i opgaver, hvor ansvaret ligger et helt andet sted. Så hellere oprette et gendarmeri til grænse opgaver og bevogtning og styrk beredskabsstyrelsen så de har ressourcerne til at løse deres opgaver. Vi sætter jo heller ikke Danmarks statistik til at uddanne irakiske soldater eller Matas til at fungere som søredningstjeneste.

Året 2020 har i sandhed været et overflødighedshorn af historier fra Forsvaret, desværre meget få der har formået at skabe en tillid og tiltro til det uniformerede Danmark. Må 2021 blive året hvor vi begynder at se løsninger, visioner og planer for et styrket forsvar.

Må 2021 også blive året hvor man kan indarbejde den civile del af beredskabet i en kontekst af Forsvaret og beredskabsstyrelsen så vi kan få en bred politisk aftale, hvor der både kommer en plan for flere kampvogne og et civilt beredskab der kan rulles ud, uanset om der går en russisk ubåd på grund i Mariager Fjord eller næste gang en kineser sætter tænderne i flagermus og bæltedyr.

 

Herfra ønskes en god jul og godt nytår, særligt til  dem der tilbringer den under fremmede himmelstrøg eller på anden måde er indsat med Dannebrog på skulderen.

 

Af Klaus Kroll
Forfatter, officer af reserven og tidligere forsvarsordfører for Nye Borgerlige

 

 

Dette er en kronik, og er et udtryk for skribentens holdning.

En kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *