Kronik: Året der gik 2018

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens holdning.

Som traditionen byder, bruger vi lidt spalteplads til at kigge tilbage på forvaret i det forgangne år, og der mangler ikke emner. Faktisk virker det til at jo mindre forsvaret bliver, des flere interessante historier kommer frem.

Den vigtigste historie, i min optik, er nyheden om forsvarsministerens forsøg på at pumpe forsvarsbudgettet op med hjælp fra hans tidligere ministerium, finansministeriet.
I en erkendelse af at USA næppe holder op med at kræve et løft til 2%, er tanken at vi så bare hælder en række andre statsfinansierede elementer ind i rammen af forsvaret og dermed får det til at se bedre ud.

I udgangspunktet er det helt fint at sammenligne medlemslandenes reelle forbrug på området, men i dansk kontekst kommer det til at virke ynkeligt, når vi ved at udgangspunktet er 1.13% og kan se vindheksene blæse uhindret igennem kaserner, flåde- og flyvestationer.

Vi får ikke flere soldater af at fifle med tallene, ikke flere skibe af at skubbe ældreplejen ind i forsvarsbudgettet eller flere fly ved at lægge dele af sundhedssektorens omkostninger ind under forsvarsministeriet.

Fiflerierne holder næppe til andet end første møde med de lande der rent faktisk leverer deres del, da de vil kigge en dansk forsvarsminister dybt i øjnene og sige, ”det er meget fint, men hvordan vil du komme i bare nærheden af at overholde artikel III?” Og netop artikel III bliver den helt store akilleshæl, fordi vi netop har udfaset vores territorialforsvar og anlagt det på at være et rent ekspeditionsforsvar, der som en plug and play løsning kan kobles på andre partnere, når det store udland kalder.

Når vi nu er ved kreative løsninger breakede historien om en 800 millioner kroners overskridelse af en dansk kampvognsmodificering. Overraskelsen er næppe stor hvis man kigger på det ganske lille antal kampvogne kontra den store mængde både skarpe og øvelsesopgaver vognene har fået gennem tiden. Vi kan i dag næppe svinge os på at have mere end 10% af den kampvognstyrke vi havde i 90´erne, dengang vi have et mobiliseringsforsvar og konsulenthusene endnu ikke havde skrevet deres fantasifulde afhandlinger.

Kvalitet er ikke hele løsningen, kvantitet betyder også en hel del, særligt når vi taler forsvar og sikkerhed.
2018 blev også året hvor det meste af forsvarets øverste ledelse blev fedtet ind i habilitetssager, nepotisme og vennetjenester. Med en kommunikativ tonedøv forsvarschef i spidsen, blev sagerne afvist som værende det pureste opspind. Dette til trods mangler hæren stadig sin chef, der har haft en ganske lang juleferie, mens auditørkorpset undersøger sagen.

Nepotisme er ikke nyt i forsvaret, det har eksisteret så længe jeg kan huske og sikkert også længe før. Den gode nepotisme er de daglige lokumsaftaler der får uddannelserne til at hænge samme, materiellet til at række og aftalerne lavet på telefonen eller over kaffen, der kortslutter bureaukratiet og får tingene til at ske. Den dårlige nepotisme er det vi ser udfolde sig, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved udnævnelser, uddannelser og deraf følgende privilegier.

Forsvaret er på mange måder ramt af samme bureaukratisering og djøficering som politi og sundhedssektoren, hvor fagpersonalet afløses af et djøf regime, og en uniformeret baggrund er nærmest diskvalificerende for videre avancement. Forsvaret er i dag en sump af styrelser og ikke ledet af en uniform, men en civil departementschef, hvilket er ødelæggende for forsvaret på den lange bane.

Nedlæg styrelserne, genetabler kommandoerne og sidestil forsvarschefen og departementschefen i lønnummer, så er vi kommet lidt af vejen. Herefter kan forsvarschefen koncentrere sig om at servicere sine soldater og departementschefen kan underholde det politiske niveau. Med den rette uniformerede besætning på broen kan vi måske også være så heldige at den militærfaglige rådgivning igen begynder at blive opfattet som valid og helhjertet.

Nede på gulvet igen kan vi konstatere at der er langt fra skrivebordene herhjemme og til virkeligheden på Al Asad basen i Irak. Efter årtier i Afghanistans-, Malis- og Iraks ørken er det endnu ikke helt feset ind at en vinterstøvle, eller støvle til danske forhold er særligt velegnet til de 50 grader der ikke er ualmindelige på de kanter. Med det efterhånden svært lille antal soldater vi sender ud i den store verden, burde det ikke være raketvidenskab at give den enkelte soldat et indkøbs bevis til et par af de store friluftsbutikker i København og selv lade dem finde den støvle der passer. Det har taget forsvaret længere tid at knække støvleudfordringen end det tog Isaack Newton at formulere naturlovene og det kan godt give anledning til bekymring, med de helt store udfordringer der lurer i horisonten.

2018 blev også året hvor Slesvigske genopstod med en let infanteri bataillon og dermed en hel stribe nye lønnumre, hvortil der kan etableres skråstregsfunktioner. Ideen om at genåbne enheder, genetablere tabte kapaciteter og bygge et nyt og større forsvar ovenpå de rygende rester af ekspeditionsforsvaret er fint, men der skal følge midler med.

Fra flere sider kan jeg konstatere at antallet af skråstregsfunktioner er stigende og jeg kan ved selvsyn konstatere at mange stillinger besættes med det samme lønnummer, rekorden jeg kender til, er vist 4 stillinger til samme person, for at få det hele til at hænge sammen.

I 2019 kommer der et folketingsvalg. Pudsigt nok er 2% et lige så afgørende tal for politikere som det burde være for den danske befolkning i relation til forsvaret. Forsvars- og sikkerhedspolitikken ligger langt nede på listen over vigtige emner, da det er langt mere interessant at tale om sundhed, klima og øde øer til kriminelle udlændinge.

Den eneste måde vi kan få rykket emnet højere op på listen er at italesætte de udfordringer vi ser i hverdagen, store som små. Det sker ved at deltage i debatten, sige sin mening og stå på mål for de påstande man mener at have. Det sker også ved at skubbe til de politikere man ser repræsentere én bedst, uanset partifarve, da vores forsvarsevne er truet, grundet ligegyldighed og negligeren i alt for mange år.

”Si vis pacem, para bellum” eller på dansk, ønsker du fred, så forbered dig på krig. Den latinske sætning stammer helt tilbage fra romertiden og burde være en naturlig del af vores nationale mindset, hvilket det desværre ikke er.
Forsvaret er i fredstid et oplagt bytte for den siddende finansminister når andre dele af staten mangler penge og historieløsheden og uansvarligheden overtager hurtigt, når en politikers tidshorisont maksimalt strækker sig fire år frem. Det er det vi i fællesskab skal fortælle Christiansborg; lad være med at fifle med tallene, det får vi ikke et stærkere forsvar af og lad være med at bilde befolkningen ind at mindre er bedre og det hele løses i et snuptag, bare det er beskrevet i en konsulentrapport.

Ovenstående er skrevet som soldat og ikke partipolitiker, skrevet med en dyb bekymring for at samme ordlyd skal anvendes igen og igen, lige indtil den dag vi står med håret i postkassen.

Godt nytår til alle jer der dagligt knokler med at få det umulige til at ske rundt om på tjenestestederne og særligt godt nytår til jer der ikke er hjemme, men planter Dannebrog under fjerne himmelstrøg.

Klaus Kroll
Reserveofficer, kaptajn
Spidskandidat Nye Borgerlige Fyn, Forsvarsordfører