Klumme: Mali – i dansk interesse eller ej?

Arkivfoto: Mali 2017. Soldater fra C-130-bidraget på foto-opgave for MINUSMA. Foto, Forsvaret

Saharaørkenen udgør et landareal på 8,5 million kvadratkilometer eller med andre ord godt 20 gange størrelsen på Irak eller godt 13 gange større end Afghanistan. En pæn del af regionen er nedsunket i konflikter i et bredt bælte fra Mauretanien i vest til Somalia i øst.

Fattigdom, ingen eller dårlig regeringsførelse og udbredt korruption er de væsentligste drivende faktorer for udviklingen.

…vi har det nogen gange med at glemme hvor indtægterne til velfærdssamfundet kommer fra.  Noget af velstanden stammer langt væk fra Danmark, derude hvor en exit fra vild med dans ikke trækker overskrifter.

I malstrømmen af dårligdom opstår grupperinger som Boko Haram, Al Shaabab, Ansar Dine og række andre grupperinger, der med ganske simple midler skaber skræk og rædsel i den enorme ørken. Som tillæg til udfordringerne har Tuaregerne taget en del kamperfaring og våben med tilbage fra Libyen, da landet, med dansk hjælp, faldt fra hinanden.

Problemerne i Sahel vil sprede sig, både nord, syd, øst og spørgsmålet er så hvad gør vi som lille nation?

Skal vi lade stå til, erkende at vores militære og diplomatiske formåen er i kategorien miniputnation eller skal vi tage et aktivt ansvar?

Skal vi sende styrker afsted sammen med Frankrig, der måske, måske ikke har egne interesser de vil bruge krudt på?

Vi kan ende med at blive en del af problemet

I indledningen beskrev jeg størrelsen på Sahara i forhold til to konfliktområder Danmark har været aktive i. I begge lande havde koalitionen langt flere tropper udstationeret i et forsøg på at bygge landene op igen. I hverken Afghanistan eller Irak er det lykkes med særlig stor succes, man endte derimod med at blive en del af problemet, samme problemstilling der er ved at opstå i Mali.

Det nemmeste ville være at holde sig væk og fokusere på at genetablere et ordentligt dansk forsvar, lade regionen sejle sin egen sø og håbe på at franskmændene kan fikse deres gamle koloni problemer selv. Det ville være dejligt bekvemt at læne sig tilbage og vide at historier om regionen ikke når danske aviser og dermed ikke forstyrrer søndagskaffen, med mindre man åbner for internationale medier der beskriver regionens udfordringer.

LÆS OGSÅ :  Forsvaret har hentet europæiske borgere hjem fra Mali

Det er bare ikke langtidsholdbart.

Ekstremismen spreder sig hurtigt i kølvandet på svage regeringer, befolkningerne radikaliseres gennem mangel på centrale reformer og udvikling, et problem der vil sprede sig ud over regionen hvis vi ikke tager vores del af ansvaret.

Det store spørgsmål er; med hvilke midler skal vi engagere os. Læren af Libyen er at en sønderbombning af et land, uden den fjerneste plan for der efterfølgende udvikling er katastrofal. Lignende erfaringer er gjort i Irak, hvor man fjernede hele Baathpartiet fra indflydelse og lavede den ene fejl efter den anden, i iveren efter at klone vestligt demokrati ind i en kultur der var alt andet end parat til det system.

De lokale grupperinger har for længe siden fundet ud af at ekstrem religiøsitet er det nemmeste middel at bruge til at samles om en sag, det har de set virker i Irak, Syrien, Libyen, Somalia og en række andre steder. Man bruger det forhåndenværende søms princip uanset om det er en religiøs vækkelse eller en simpelt fremstillet vejbombe. Effekten er i overvejende grad den samme.

Et kludetæppe af militser og økonomiske interesser

Sahelregionen er transitområde for migranter der søger mod det forjættede Europa. Strømmene går gennem de uregulerede områder af regionen, hvor militser og ekstremister sidder på de facto magten. Flere steder er det en af de største indtægtskilder for lokale grupperinger at færge migranter fra Subsahara til kysterne ved Middelhavet og indtægterne bruges i vid udstrækning til at fastholde magten gennem kraftig oprustning. Kombinationen af en kraftigt voksende befolkning syd for ørkenområderne og et ureguleret Sahel er med andre ord det perfekte udgangspunkt for en fortsat søgning mod Europa.

LÆS OGSÅ :  Danmark forlænger transportflybidrag til FN's mission i Mali

Hele regionen er et kludetæppe af militser og grupperinger, der med forskelligt udgangspunkt bekriger, hinanden, regeringerne og efterfølgende de internationale tropper der med forskelligt sigte lander i regionen. Rusland sender i diskretion Wagner gruppen ind for at sikre nye økonomiske muligheder, Frankrig er meget åbenlyse i deres indflydelse qua en historisk tilknytning og ikke uvæsentlige økonomiske interesser.

USA brændte fingrene på Somalia og nøjedes med at forhøje mineralforekomsterne i Libyen gennem udlægning af ikke uvæsentlige mængder jern fra ammunition leveret fra luften. I mindre omfang øger USA dog deres tilstedeværelse i blandt andet Ghana, men i forhold til geopolitiske hovedsigte er Afrika og Sahel langt væk fra radaren.

Vi skal have det lange lys på

Det internationale samfund nøjes med mindre symbolske FN missioner, der ikke leverer nævneværdigt på sikkerhed og forbedring af levevilkår og summen bliver at de få internationalt udstationerede bliver set som en del af problemet og ikke løsningen, ikke ulig den udvikling man så på Balkan i starten af 90´erne.

Løsningen er ikke nem og det vil kræve årtiers indsats at hjælpe lokale regeringer med at genvinde kontrollen, gennemføre de nødvendige reformer og afkorrumpere de magthavere der ofte hellere vi fylde egen konto end sprede midlerne til landbefolkningerne. En ensidig militær løsning er ikke mirakelmidlet og der skal bruges langt flere værktøjer til at modvirke udviklingen. Økonomisk udvikling, lokal forankret sikkerhed og en tro på fremtiden skal sikre en positiv udvikling. Med andre ord skal lyset kunne anes for enden af tunnelen.

LÆS OGSÅ :  Forsvaret har hentet europæiske borgere hjem fra Mali

Danmark, eller for den sags skyld Frankrig kan ikke gøre det alene, det kræver en langt mere koordineret indsats og måske burde vi inden udsendelse af troppebidrag trække vejret dybt og overveje hvordan vi sikrer en langsigtet udvikling. En udvikling der også på den lange bane er med til at sikre danske interesser længere væk end blot Slagelseegnen.

Danske interesser i udlandet er betragtelige og vi har det nogen gange med at glemme hvor indtægterne til velfærdssamfundet kommer fra.  Noget af velstanden stammer langt væk fra Danmark, derude hvor en exit fra vild med dans ikke trækker overskrifter.

Danmark skal tage en del af ansvaret, men på en begavet baggrund. En langsigtet løsning, hvor vi skal kunne se effekterne. Bidrag og indsats skal ikke være aflad for manglende betaling til forsvarsalliancen, men en del af en pakke, hvor vi kan se danske interesser varetaget og ikke mindst bidrage med de midler og kapaciteter der giver bedst mening.

Sporene fra Mali skræmmer stadig fra 2015 hvor en af Danmarks dygtigste og mest erfarne generaler, Michael Lollesgaard bad om 250 regulære kampsoldater, men fik jægersoldater og et fly. En løsning der blot understreger hvor ofte det politiske niveau tænker kortsigtet i stedet for at arbejde med det fulde spektrum og visioner der rækker videre end næste valg.

Til jer der går ud med helikopterne om et øjeblik, hold krudtet tørt og kom sikkert hjem, uanset hvordan i indsættes ved jeg at i vil overgå det man kan forvente.

Kaptajn af reserven

Klaus Kroll

Dette er en klumme, og er et udtryk for skribentens holdning.

Skrevet af Klaus Kroll

Gæste/ kronikskribent, kaptajn af reserven, forfatter, selvstændig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0