Kampen om Stillehavet

Krigen mellem USA og Japan 1941-1945, der udspillede sig som en kamp om Stillehavet, er det mest omfattende og omkostningsfulde søslag i verdenshistorien.

Skal man fortælle historien om krigen i Stillehavet i breden og i dybden vil det blive en meget tyk bog. Og der er skrevet mange tykke bøger om kampene i Stillehavet. Om hvordan de Amerikanske styrker stille og under meget hårde kampe rykkede frem mod det Japanske fastland.

Hvordan efterretninger og afkodning af radio meddelelser gav amerikanerne fordele ved, at kende fjendens næste træk. Som f.eks Slaget ved Midway, hvor den japanske flåde ville lokke den amerikanske flåde i baghold. Men det blev omvendt da amerikanerne kendte japanernes plan.
Hvordan man fik skruet op for produktionen i en grad ingen vel havde forstillets sig muligt. Hvor nye krigsskibe og nye effektive fly døgnet rundt rullede ud fra samlebåndet. Således lagde man køl til et nyt skib hver uge ved de amerikanske skibs værfter.

Man vil også læse om japanske forbrydelser, frygtlige fangelejre og sindsyge fangevogtere. Om japanske soldater der kæmpede til døden, som brugte døden som våben. Ved at bruge sig selv og sit fly som bombe – i det vi kender som Kamikaze angreb.

Og det hele ender med at den amerikanske flåde sejler ind i Sagamibugten med 22 hangarskibe, 14 slagskibe, 23 krydsere, 123 destroyere og 12 ubåde.

Den 2. september på slagskibet USS Missouri blev den japanske kapitulation underskrevet og hermed med sluttede Stillhavskrigen og dermed også 2. Verdenskrig.

Men hvordan så, alt dette ud fra Japansk side? Det fortæller ‘Kampen om Stillehavet’ historien om, igennem to af den Japanske flådes hangarskibe – Shōkaku og Zuikaku. Der begge deltog i angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941. Som efter Slaget ved Midway, hvor de to skibe ikke deltog, blev rygraden i den Japanske hangarflåde.

Den japanske flåde var mege begejstret for Hangarskibet og så tidligt dets muligheder og derfor var langt fremme i udvikling og erfaring i brugen af hangarskibe. Hangarskibet fik en meget stor betydning og ændret sø-krigen væk fra de store Slagskibe.

Derfor giver det god mening at bogen fortælles igennem disse to japanske hangarskibe.

På en meget fin måde beskriver forfatterne hvorfor og hvordan de i vores nutidige øjne kunne komme så vidt, at Japan – den lille, angreb den store – USA.

Efter 1. verdenskrig, stiger efterspørgelse og industriens udvikling kræver flere og flere råvare og råstoffer, særligt olie. Råstoffer som Japan ikke har.

Japans løsning på problemet var, at besætte nabolande og derved få adgang til råstofferne. En lang række nabolande besættes og flere krige, med blandet andet Rusland og særligt Kina giver det Japanske folk og militære styrker en nationalfølelse, og det jeg som her tillader mig, at kalde “Krigsånd”. Som fører til at man vælger, at angribe den Amerikanske Stillhavs flåde ved Pearl Harbor for, at få “arbejdsro” til at erobrere flere lande.

“Krigsånden” mente ikke at Amerikanerne havde ‘ånden’ og ‘viljen’ til at føre krig. Og at man derved ville vinde. Så langt fremme som ved Leyte bugten i oktober 1944, mente den Japanske “Krigsånd” stadigvæk, at Amerikanerne ikke havde viljen til krig. Det kan jo virke fuldstændigt tåbeligt, men giver en alligevel en god forståelse af hvorfor japanerne gjorde som de gjorde.

Bogen er meget sober og neutral i sin fortælle stil, noget som jeg ofte savner i historiske bøger. Bogen føre en rundt og fortæller mange ting på en enkelt og elegant måde. Man får en god baggrund og et godt indblik i krigen i det store hav.

Midt i al dette kommer forfatterne ind på feltbordeller, og nævner to forskere der på hver sin side har undersøgt og konkluderet om pigerne på disse feltbordeller var der af egen fri vilje eller tvangs udskrevet af militæret. Emnet om disse bordeller og krigsforbrydelser begået af det Japanske militær. Kan man næste ikke undgås – Og det skal man heller ikke. I denne bog kommer det sådan lidt malplaceret og kommer til, at hænge sådan lidt ufærdigt. Jeg sad ihvertfald mere forvirret end klogere.

Bogen, Kampen om Stillehavet Den kejserlige Japanske flådes krig mod USA 1941-45, kan stå alene. Bogen er meget tro mod sig selv og beskriver den Den kejserlige Japanske flådes krig mod USA, sådan som en historiebog skal og bør gøre. Her er ikke helte og skurke her er historien om Kampen om Stillehavet Den kejserlige Japanske flådes krig mod USA 1941-45, fortalt af to Hangarskibes færden.