Enhver form for ytringer fra tilhørerpladserne i Folketinget er strengt forbudt.

Men det forbud afholdt ikke en gruppe veteraner for at klappe højt og ihærdigt, da loven, der lægger den berygtede seks-måneders regel i graven, blev vedtaget af samtlige tilstedeværende i salen. Selv Folketingets formand kunne ikke holde smilet tilbage.
LÆS OGSÅ : Krigsveteraner skriver danmarkshistorie
“Det er jo en særlig dag i dag”, sagde han og tilgav på stedet veteranerne.
Afstemningen kom præcis seks måneder efter, en stor gruppe krigsveteraner demonstrerede foran Christiansborg for at få fjernet den urimelige regel, der bestemte, at PTSD-ramte veteraner skal have været til læge med deres symptomer senest seks måneder efter hjemsendelsen. Flere undersøgelser har henad vejen bevist, at PTSD ikke nødvendigvis manifesterer sig inden for seks måneder. Og veteranerne blev fortsat afvist af Arbejdsskadestyrelsen.
For trods beviser om det modsatte, fastholdt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) reglen.
Ved demonstrationen den 23. oktober sagde hun ganske vist til veteranerne, at reglen ikke var hensigtsmæssig. Men det eneste, hun gjorde, var at sætte endnu en undersøgelse i gang.
Ved samme demonstration gik Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr på talerstolen og lovede veteranerne, at han ville arbejde for at få fjernet reglen. Og det var et løfte, han holdt.
LÆS OGSÅ : PTSD-ramt veteran – Vi gjorde det sgu
I begyndelsen af april havde han samlet et flertal uden om regeringen, der var parat til at lægge sagen død omgående. Med det i vente lavede regeringen en panikplan, der på nogle områder var ligeså god, men på andre områder stadig vil trække ting i langdrag for enkelte veteraner.
Da regeringen fremlagde det forslag, sprang både Konservative og Venstre i målet og støttede regeringen, og dermed var flertallet for Jørgen Arbo-Bæhrs forslag smuldret.
“Jeg er så skuffet”, sagde han dengang til krigeren.dk.
Men det er nu regeringens panikplan, der er blevet vedtaget. For de veteraner, der udelukkende har fået afvist deres arbejdsskade på grund af seks-måneders reglen, er det meget glædeligt. Deres sager vil automatisk blive genoptaget og godkendt.
Andre, der har haft problemer med diagnose og dokumentation for særlige hændelser, må vente, til ministerens undersøgelse er færdig engang i juni.

Selvfølgelig skulle der klappes :)
Klapper også herfra.
Dog behersket da det skulle være sket for længe siden!
Tillykke med sejren
Endelig . Godt kæmpet
Dejligt nyt ..og på tide! De har godt nok “snot kogt” alt for længe i denne sag.
Det er gost :-) Rigtigt gode nyheder der betyder rigtigt meget for mange.
Dejligt. Stort skridt.
Tillykke med sejren og det er er stort skridt
Fuldt ud berettiget jubel. Og sådan er det bare.
Sådan!